Det er ikke nogen hemmelighed, at verdensstjernen Cristiano Ronaldo er alt andet end tilfreds, når han taber.

Om det er grunden skal være usagt, men mandag aften vil portugiseren ikke være til stede, når verdens bedste fodboldspiller skal kåres ved årets Ballon d'Or-ceremoni i Paris.

Det skriver en række medier, herunder spanske Sport.

Søndag kunne flere medier berette, at Ronaldos evige rival Lionel Messi mandag vil blive kåret til verdens bedste fodboldspiller, og det skulle angiveligt være det, der har fået Juventus-stjernen til at melde afbud til showet.

Cristiano Ronaldo vil ikke være til stede i Paris mandag, hvor verdens bedste fodboldspiller 2019 skal kåres.
Cristiano Ronaldo vil ikke være til stede i Paris mandag, hvor verdens bedste fodboldspiller 2019 skal kåres. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Det har da heller ikke været Juventus-profilens bedste år, og på en liste, der har floreret på de sociale medier, kommer Ronaldo blot ind på en fjerdeplads efter både Messi, Virgil van Dijk og Mohamed Salah.

Viser den liste sig at være sand, vil det i så fald være første gang siden 2010, at portugiseren end ikke er at finde i top 3.

34-årige Cristiano Ronaldo bruger dog ikke sin mandag aften på at surmule hjemme i sofaen.

Han tilbringer nemlig aftenen til en anden og noget mindre prisuddeling, der finder sted i Milano, skriver mediet.

Går alt som ventet, så vil den argentinske Barcelona-spiller Lionel Messi løfte guldbolden mandag aften.
Går alt som ventet, så vil den argentinske Barcelona-spiller Lionel Messi løfte guldbolden mandag aften. Foto: SUSANA VERA
Vis mere

Her er stjernen udset til at vinde flere priser ved 'Gran Gala of Calcio', der er det italienske fodboldforbunds officielle kåringsceremoni.

Han er således nomineret til årets mål, ligesom Juventus-mandskabet også bejler til prisen som årets hold. Det er også forventet, at Ronaldo vil vinde prisen for MVP (mest værdifulde spiller, red.).

Senere på aftenen vil vi finde ud af, hvem der løfter det prestigefyldte Ballon d'Or-trofæ hos både mændene og kvinderne.

Det er ikke første gang, at Ronaldo melder afbud til prisuddelingen, ligesom Messi tidligere også har lavet samme nummer.

Bliver det Lionel Messi, der snupper prisen, vil han være oppe på hele seks guldbolde - det er én mere end Cristiano Ronaldo.