Det argentinske medie Clarin fortæller nogle af detaljerne op til Diego Maradonas død onsdag.

Samme medie var også de første, der kunne fortælle, at den argentinske fodboldtroldmand var gået bort som følge af et hjerteanfald i sit hjem.

I dagene op til sin død var Maradona langt nede i kulkælderen. Deprimeret.

Tidligere i november gennemgik han en hjerneoperation, og siden opholdt han sig i sit hjem i Tigre i udkanten af den argentinske hovedstad Buenos Aires. Huset var specielt indrettet til at kunne imødekomme Maradonas nye behov efter helbredsproblemerne.

Ifølge mediet stod han op klokken 10 lokal tid og havde det så dårligt, at han gik i seng igen. Det gjorde folkene tættest på ham bekymrede. To af hans tro væbnere Maximiliano Pomargo og Johnny Espósito var derfor i kontakt med Maradonas læge, advokat og døtre.

En fan sørger uden for Maradonas hjem.
En fan sørger uden for Maradonas hjem. Foto: JUAN MABROMATA
Vis mere

Men omkring middag var det for sent. Et hav af ambulancer omringede den tidligere stjernespilleres hjem. De kunne ikke gøre noget. En legende var gået bort. Hjertet var stoppet med at slå. Hans liv stod ikke til at redde.

Maradona blev 60 år gammel, og da han fyldte år 30. oktober, var han nedslået over, at han ikke kunne samle hele sin familie. Heriblandt hans søn Diego Maradona junior, der var indlagt i Napolli med coronavirus. Det kæmpede han med at affinde sig med helt op til sin død.

Ifølge Clarin var det Maradonas store ønske at nyde livet på Cuba, som havde en stor plads i hjertet hos argentineren. Ja, han havde endda en tatovering af landets kontroversielle præsident Fidel Castro, som han har mødt flere gange.

Maradona fremviser sin tatovering til Castro.
Maradona fremviser sin tatovering til Castro. Foto: STRINGER
Vis mere

Castros barnebarn, Tony, skulle ifølge mediet have inviteret Maradona til Cuba, hvor han kunne komme sig som følge af sin hjerneoperation tidligere i november. Den plan blev dog aldrig til noget. Så længe nåede Maradona ikke at leve.

Maradonas hjerte stoppede med at slå efter et hårdt liv.

Som 39-årige fik Maradona sin skæbne at vide af lægerne som følge af en kokain-overdosis. På grund af hans misbrug af stoffet var hans hjertekapacitet kun på 38 procent af det normale.

Det var reelt en dødsdom.

Og den kom onsdag den 25. november 2020.

Da hjertet stoppede med at slå.

60 år gammel.