Michael Laudrup og Preben Elkjær er to af de få danskerne, der har spillet over for Diego Maradona, der i går gik bort.

Det er der kommet flere sjove anekdoter ud af, og onsdag aften lukkede de to danske koryfæer op for posen på TV3 Sport.

Blandt andet fortæller Laudrup om en kamp, hvor Maradona havde glemt at snøre sine fodboldstøvler.  Se klippet øverst i artiklen.

Han fortæller, at det var i 1988 eller 1989, da Laudrup og Juventus skulle møde Napoli, hvor Maradona var den helt store stjerne.

Det legendariske mål på Azteca-stadion i Mexico City i 1986, hvor Maradona afdriblede et helt engelsk landshold.
Det legendariske mål på Azteca-stadion i Mexico City i 1986, hvor Maradona afdriblede et helt engelsk landshold. Foto: REUTERS FILE PHOTO
Vis mere

Juventus havde derfor sat en deres hårde forsvarsspillere til at mandsopdække Maradona på hele banen:

»Der var spillet en seks-syv minutter. Diego får den på midten, træder på bolden, og vores spiller kommer ind i en glidende tackling. Diego spiller den gennem benene på ham, men han får alligevel et frispark, og det er så i det øjeblik, at jeg kigger ned på hans støvler og lægger mærke til, at han stadig ikke har snøret dem,« fortæller Laudrup og fortsætter:

»Og der var altså spiller syv-otte minutter. Så jeg siger ‘Diego dine støvler er stadig ikke snøret’ - så siger han ‘Gud ja, tak skal du have’.«

Også Preben Elkjær har flere sjove historier med Maradona.

Det måske mest berømte mål i fodboldhistorien kendt som 'Guds hånd'-målet scoret af Maradona ved VM i Mexico i 1986.
Det måske mest berømte mål i fodboldhistorien kendt som 'Guds hånd'-målet scoret af Maradona ved VM i Mexico i 1986. Foto: SVEN SIMON
Vis mere

»Jeg har spillet med ham engang på verdensholdet på Wembley, og der var sådan en stor middag aftenen før, at vi skulle spille den her kamp - 100 års jubilæum for det engelske fodboldforbund,« fortæller Elkjær.

I forbindelse med middagen havde alle spillerne været ude og købe et jakkesæt.

»Diego er der ikke før senere på aftenen, hvor vi sidder og spiser ved bordene. Pludselig er der ballade oppe fra balkonen, og så kommer der sådan et krøllet hoved ud over balkonen og kigger ned i salen,« fortæller Preben Elkjær.

»Og så kan vi bare se, at han har en lyseblå Puma-træningsdragt på. Og de havde simpelthen sagt til ham ‘Du kan ikke komme ind her med træningsdragt på’. Så han fik ikke lov at komme ind’,« griner Preben Elkjær.

Diego Maradona gik bort onsdag i en alder af 60 år. Han betragtes af mange som en af historiens allerbedste fodboldspillere.