30 minutter.

Så lang tid tog det angiveligt, før en ambulance onsdag middag ankom til Diego Maradonas hjem i Tigre i udkanten af den argentinske hovedstad Buenos Aires. Men det var for sent. Fodboldlegendens hjerte slog ikke længere, og hans liv stod ikke til at redde.

En af fodboldens absolut største skikkelser nogensinde havde taget sit sidste åndedrag, men allerede nu er der blandt tårerne og den store sorg også en voldsom vrede.

I hvert fald hos Diego Maradonas advokat og nære ven, Matias Morla. Han forlanger således en granskning af den argentinske legendes død, efter det ifølge ham tog en halv time, før en ambulance var i hjemmet. Det skriver han i et opslag på sin Instagram-profil.

Police holder vagt uden for Diego Maradonas hjem i Tigre i udkanten af hovedstaden Buenos Aires.
Police holder vagt uden for Diego Maradonas hjem i Tigre i udkanten af hovedstaden Buenos Aires. Foto: AGUSTIN MARCARIAN
Vis mere

'I dag er en dag med dyb sorg, tristhed og refleksion. Jeg føler i mit hjerte tabet af en ven, som jeg har hædret med loyalitet til den sidste dag', skriver advokaten, der i mange år var venner med argentineren, og fortsætter:

'Det tog ambulancen mere end en halv time at komme frem. Det er kriminelt idioti. Det faktum kan ikke overses, og jeg vil derfor bede om, at det bliver gransket.'

Han kritiserer samtidig, at Maradona i 12 timer ikke have noget medicinsk personale til at holde øje med ham, efter han tidligere i november gennemgik en hjerneoperation.

Argentinas præsident har erklæret landesorg i tre dage. Her forventes det, at mindst en million mennesker vil gå forbi fodboldkoryfæets kiste for at sige farvel.

Diego Armando Maradona blev 60 år gammel.