Lionel Messi har stået alene over for FC Barcelona og La Liga i stridighederne om hans mulige exit fra den catalanske storklub.

Men nu får Messi hjælp udefra. Hans far er nemlig angiveligt fløjet fra hjembyen Rosario i Argentina til Barcelona for at mødes med Barcelonas præsident Josep Bartomeu. Her skal de forhandle om argentinerens kontrakt. Det skriver Mundo Deportivo.

Mens Jorge Messi, der også er Lionel Messis agent, vil tale sønnens sag og forsøge at få ham ud af kontrakten, så er Bartomeu af den overbevisning, at den argentinske stjerne skal blive i klubben.

Jorge Messi håber ifølge mediet, at han kan få klubben til at imødekomme stjernens ønske, uden at det skal ende i et retsforløb mellem parterne. Mødet finder angiveligt sted onsdag, da begge parter søger en afklaring hurtigst muligt.

Lionel Messi har ikke været til stede under Barcelonas opstart, da han ikke mener, at han er Barcelona-spiller mere. Han er både udeblevet fra coronatest og træning.

FC Barcelona mener derimod, at han stadig er under kontrakt med klubben, og derfor kan Messi risikere klækkelige bøder og suspendering af lønnen, hvis han fortsætter med at udeblive.

La Liga er af samme overbevisning, og derfor kan der være udsigt til et juridisk puslespil, hvis ikke der findes en løsning.

På papiret er Messi altså fortsat Barcelona-spiller, og med en frikøbsklausul på 5,2 milliarder kroner er der lange udsigter for et skifte væk.