Svenskeren Armand Duplantis har verdensrekorden i stangspring. Han er blot 20 år gammel. Hvad er hemmeligheden?

Han har ikke spist grøntsager, er svaret. På en pressekonference forud for Diamond League-stævnet i Schweiz løftede han sløret for sin usædvanlige diæt, der går stik imod enhver kostanbefaling.

»Det er først i år, at jeg er begyndt at spise grøntsager. Min mor overvågede min diæt i en uge og sagde, at jeg skulle spise mere frugt og grønt,« siger han til Aftonbladet.

Svensk-amerikanske Armand Duplantis tog atletikverdenen med storm, da han i februar måned som blot 20-årig slog verdensrekorden i stangspring. Han sprang 6 meter og 17 centimeter. Den rekord stod blot en uges tid, da han ugen efter slog sin egen verdensrekord med en enkelt centimeter.

Duplantis er den første svensker til at have en verdensrekord i atletik siden 1990, og det har nærmest givet ham kultstatus i hjemlandet.

Men succesen kan altså ikke tilskrives en diæt med kål, kartofler og gulerødder. Han spiser til gengæld masser af kød.

»Så sent som i går spiste jeg en stor bøf. Så jeg er det stik modsatte af en vegetar,« siger Duplantis.

Duplantis besidder et uomtvisteligt stort talent, og han vil heller ikke sætte nogen grænser for sig selv. Selv om han allerede har verdensrekorden, har han stadig meget mere at byde på, og selvtilliden fejler heller ikke noget:

»Jeg kan hoppe betydeligt højere end de 6 meter og 18 centimeter, jeg er fortsat ung, og jeg tror, at jeg kan blive bedre på alle parametre.«

Selv om han har hoppet højere end nogen anden, så er han endnu ikke indehaver af guldmedaljen ved VM i stangspring. Han må også vente til sommeren 2021, før han debuterer ved et OL.