Lionel Messi og FC Barcelona er i en åben krig, der ikke er nogen synlig ende på.

Lionel Messi er udeblevet fra opstarten i FC Barcelona, og det kan blive dyrt for argentineren. Flere spanske medier beretter nemlig, at han både kan få klækkelige bøder og få suspenderet sin løn.

Ifølge Elmundo kan udeblivelse fra første og anden træning uden en gyldig grund udmønte sig i en suspendering af spillerens løn i 2 til 10 dage, samt en bøde på op til fire procent af månedslønnen.

Vælger Messi at udeblive i endnu flere dage, så kan det sanktioneres med en suspendering af lønnen i 11 til 30 dage, og en bøde på op til 10 procent af månedslønnen.

Messi tjener angiveligt lige over 60 millioner kroner om måneden, så bøden kan blive på op til seks millioner kroner, hvis han udebliver i længere tid. Dertil kommer suspenderingen af lønnen.

Oplysningerne kommer fra La Ligas reglement, hvor sanktioner for diverse brud er listet.

Da Ronald Koeman og resten af FC Barcelona-holdet søndag blev testet for coronavirus, var det uden Lionel Messi. Han var heller ikke til stede ved klubbens første træning mandag. Tilsyneladende har han heller ingen intentioner om at møde op til de kommende træningspas.

Argentineren mener selv, at han ikke er forpligtet til at møde op, da han ikke betragter sig selv som Barcelona-spiller mere. Han har nemlig en klausul i sin kontrakt, der gør, at han kan gå kvit og frit, hvis han melder det ud, mindst 20 dage før sæsonen er færdig.

Klubben og ligaen mener dog ikke, at denne klausul er gyldig længere, og at han derfor stadig er på kontrakt. En kontrakt med en frikøbsklausul på cirka 5,2 milliarder kroner.