Pione Sisto er røget ud i kulden i Celta Vigo, efter han – uden tilladelse – tog hjem til Danmark under corona-nedlukningen.
Det har betydet, at han lige nu ikke træner med holdkammeraterne i den spanske klub.
Og nu kan Sisto se frem til en stor økonomisk lussing.
Det beretter mediet Radio Galega, som mener at vide, at Celta Vigo straffer Pione Sisto med en bøde på 60.000 euro – det svarer til cirka 450.000 kroner.
Bøden er samtidig den største af sin slags i klubbens historie.
Derudover mener det spanske medie at vide, at Celta Vigo også overvejer at lægge sag an mod Pione Sisto.
Situationen i Celta Vigo begynder at se særdeles uholdbar ud for Sisto, som lørdag kunne se sin præsident hænge ham offentligt til tørre med følgende kryptiske melding:
»Sisto har et problem, og han samarbejder ikke med klubben om at løse det. Det er et problem, vi ikke kan tale om,« lød det lørdag fra klubpræsident Carlos Mourino.
Pione Sisto har forholdt sig tavs omkring de seneste historier, men tidligere har danskeren bekræftet, at han godt vidste, han ikke måtte tage til Danmark under coronanedlukningen.
»Jeg må tage ansvar for de ting, jeg har gjort. Ja, jeg kørte til Danmark i min bil. Der er ikke nogen undskyldning. Jeg var i Spanien, og min intuition sagde mig, at jeg skulle tage hjem til min familie i Danmark. Jeg ville bare gerne være sammen med dem,« sagde Sisto på Instagram i slutningen af april.