Pione Sisto er kommet lige så dårligt ind i Celta Vigo efter coronapausen, som han kom ud af den, da krisen var værst.

Dengang valgte han at modsætte sig alle regler og love, da han tog bilen og stak af fra Spanien med kun ét mål for øje – Danmark.

Det kostede ham mindst en bøde fra de spanske myndigheder på minimum 4.500 kroner.

En regning, han agter at betale.

Pione Sisto.
Pione Sisto. Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

»Jeg må tage ansvar for de ting, som jeg har gjort. Ja, jeg kørte til Danmark i min bil. Der er ikke nogen undskyldning. Jeg var i Spanien, og min intuition sagde mig, at jeg skulle tage hjem til min familie i Danmark. Jeg ville bare gerne være sammen med dem,« har Pione Sisto sagt på Instagram.

»Og ja, Celta vidste det ikke. Det må jeg betale for. Det må jeg betale for at gøre, og det gjorde jeg. Jeg havde en samtale med Celta, og det må jeg betale for. Der er ikke nogen undskyldning. Jeg gjorde, hvad jeg gjorde. Og det må jeg tage ansvar for. Jeg gemmer mig ikke,« tilføjede han.

Men her stopper problemerne for Sisto ikke.

For siden er Celta Vigo påbegyndt træningen, men det er uden danskeren, der dog er tilbage i Spanien.

Foto: RITCHIE B. TONGO
Vis mere

Årsagen er ikke offentligheden kendt, og nu kritiserer præsidenten i Celta Vigo, Carlos Mourino, den tidligere landsholdsspiller for ikke at samarbejde om et problem, han har.

»Sisto har et problem, og han samarbejder ikke med klubben om at løse det. Det er et problem, vi ikke kan tale om,« lyder den kryptiske melding fra Mourino til La Voz de Galicia.

Pione Sisto kunne nu godt bruge træningen, lader det til, efter han selv har indrømmet, at han ikke har trænet dagligt under coronakrisen.

Også klubben har sanktioneret Pione Sisto med en bøde for at stikke af, skriver La Voz de Galicia.