Pione Sisto er en flittig bruger af sin Instagram-profil.
Her svarer han på mange af sine nysgerrige følgeres spørgsmål, og på trods af en svingende tid i den nordspanske klub tror han stadig på, at han kan udvikle sig som spiller i Celta Vigo.
Det fortæller han og kommer med en anden overraskende afsløring i en live-video på det sociale medie ifølge flere spanske medier.
»Der er en grund til, at jeg stadig er her. Personligt tror jeg på, at jeg stadig kan vokse i Celta, selvom jeg har været her i fire år. Det skyldes klubbens ambition, træneren som vi har, men også på grund af mine holdkammeraters kvalitet, siger Pione Sisto.
Den 25-årige danskers kontrakt med Celta Vigo går frem til sommeren 2021, hvilket betyder, at han fra næste vinter er fri til at forhandle med andre klubber om en transfer.
Kantspilleren vil dog ikke afsløre, om han bliver kontrakten ud. Til gengæld forklarer han, hvad han har brugt corona-tiden på.
Og det lader til, at det ikke har været vedligeholdelsen af den fysiske form, der har været prioriteten for Sisto.
»Jeg har ikke gjort det af mange grunde,« siger han om den daglige fysiske træning under corona-hjemsendelsen.
»I stedet for har jeg brugt tid på min mentale sundhed, med hvad jeg ville kalde for meditation. Jeg har tænkt over de ting, som er sket, og det som kommer til at ske.«
For halvanden måned siden kom Sisto i modvind efter at have sat sig ind i sin bil for at køre til Danmark fra Spanien. Uden at informere sin klub om det.
Dermed trodsede han også både Celtas og Spaniens regler om udgangsforbud. Men han har også kritiseret medierne for, at der er blevet skrevet fejlagtige artikler om ham.
»Jeg vil have folk til at kende sandheden. Det er det. Hvad der virkelige skete, og hvad jeg virkelig sagde. Der er folk, der prøver at ødelægge mit ry,« har han tidligere sagt.