Om mindre end en uge skal Christian Eriksen sidde dér, på San Siro.

Sådan er den plan – rejseplan, om man vil – som Inter har lagt for den danske midtbanespiller.

Ifølge Corriere dello Sport håber den italienske storklub at kunne præsentere Christian Eriksen som ny spiller i forbindelse med den kommende hjemmekamp på næste søndag mod Cagliari.

Mediet skriver søndag, at danskerens agent, Martin Schoots, søndag eller mandag ankommer til London for at gøre det klart for Tottenham-ledelsen, at et januar-skifte er et stærkt ønske.

Men det er dog stadig op til Inter-bosserne, Beppe Marotta og Piero Ausilio, at få færdiggjort transferen med Tottenhams benhårde forhandler, formand Daniel Levy.

Som det er fremgået i flere medier i de seneste dage, er Eriksen-lejren og Inter enige om et kontraktudspil frem til sommeren 2024.

Nu er spørgsmålet 'blot', om den italienske storklub kan få købt den 27-årige dansker fri nu – eller om et skifte først kan blive en realitet til sommer, hvor danskeren har kontraktudløb med sin engelske klub.

Knasten skulle være prisen.

Christian Eriksen inden lørdagens kamp mod Watford.
Christian Eriksen inden lørdagens kamp mod Watford. Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

Tottenham forlanger angiveligt 20 millioner euro (150 millioner kroner) for et her-og-nu-skifte, mens Inter indledningsvis kun har været indstillet på at betale det halve. De seneste meldinger tyder dog på, at man fra italiensk side nu har strikket et bud sammen på 15 millioner euro inklusive diverse bonusser.

Inter har allerede hentet forstærkning fra Premier League i dette transfervindue, da klubben har hentet Ashley Young i Manchester United. Foreløbig kun for resten af sæsonen.

Imens spiller Christian Eriksen videre for Tottenham. Lørdag blev han sendt på banen i det 73. minut i Premier League-nullerten mod Watford, men en aktion efter sidste slutfløjt har vakt lidt opmærksomhed.

Her skulle den danske midtbanespiller være gået alene ud til holdets fans, hvilket bliver tolket som en slags farvel.

Inden kampen slog Tottenham-manager Jose Mourinho dog fast, at ingen klubber officielt har henvendt sig.

»Tottenham har ikke modtaget et transfer-bud på Christian Eriksen,« sagde han.

Også Sky Sports har i den forbindelse skrevet om, at der kan komme en afslutning på forhandlingerne i de kommende dage, på tirsdag, hvilket passer med oplysningerne hos Corriere dello Sport.

Og går alt op i en højere enhed, kan Christian Eriksen altså sidde på San Siro på søndag kl. 12.30, når Serie A-kampen mod Cagliari går i gang.