Ifølge det italienske medie Gazetta Dello Sport kan Christian Eriksen muligvis snart begynde at træne let igen.

Avisen skriver, at Eriksen i øjeblikket befinder sig i Italien, men han vil indenfor et par dage vende snuden hjem mod Danmark og Odense, lyder det.

Og det er netop i Danmark, at fremtiden for Eriksens eventuelle fortsatte fodboldkarriere kan blive grundlagt.

Ifølge mediet skal Eriksen om en måneds tid til et tjek hos de danske læger, der har fulgt ham, siden han faldt om med hjertestop i EM-kampen mod Finland for snart tre måneder siden. Her blev han indlagt på Rigshospitalet, hvor han fik en ICD-enhed indopereret.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

I forbindelse med helbredstjekket kan Eriksen få det første grønne lys til at begynde at træne let igen. Avisen nævner træningsformer som 'cykling, en omgang på løbebanen og boldkontakt på en sportsfacilitet tæt på hans hjem' som mulighederne.

Ifølge B.T.s oplysninger er det da heller ikke usandsynligt, at den danske fodboldstjernes aktivitetsniveau kommer til at stige i de kommende uger.

Avisen skriver yderligere, at selvom det er en 'naturlig genoptræning', så kan træningen ikke foregå i Italien, hvor reglerne er strikse på området, når Eriksen har en ICD-enhed indopereret.

Men der er stadig lang vej til en afklaring omkring Eriksens fremtid, og spørgsmålet om, hvorvidt han gerne vil fortsætte karrieren, er stadig uklart.

Vælger han at fortsætte karrieren med ICD-enheden i kroppen, skal han dog finde nye græsgange, da reglerne forbyder det i Italien. Her skriver Gazetta Dello Sport, at 'mere end én dansk klub' samt Eriksens tidligere klub Ajax kan være en potentiel destination for danskeren.

Landstræner Kasper Hjulmand afslørede for et par uger siden, at han havde besøgt danskeren i Milano.

»Jeg var i Italien i sidste uge og besøge ham. Hvad vi talte om, vil jeg gerne holde mellem Christian og jeg,« sagde Kasper Hjulmand under pressemødet i forbindelse med udtagelsen af truppen til VM-kvalifikationskampene mod Skotland, Færøerne og Israel.

I sidste uge kom det frem, at Eriksen var blevet udeladt af Inters Champions League-trup for efteråret.