Thomas Delaney ser ud til at skifte bopælen i Tyskland ud med en tilsvarende i Spanien.

For den danske midtbanespiller er angivelig blevet købt af den spanske storklub Sevilla.

Det skriver det lokale medie Estadio Deportivo.

Ifølge mediet, der påstår at have kilder helt inde ved forhandlingsbordet, er købet af den danske stjerne fra Dortmund nemlig gået i orden.

Foto: VALENTYN OGIRENKO
Vis mere

Og her skulle den spanske topklub efter sigende have lagt 45 millioner kroner for landsholdsspilleren.

Samtidig skriver mediet, at 29-årige Thomas Delaney har underskrevet en treårig kontrakt med Sevilla – med mulighed for yderligere et års forlængelse.

B.T. kunne for et par uger siden afsløre, at den eftertragtede EM-dansker var et varmt emne i det spanske, hvor klubben havde budt på midtbanespilleren.

Prisen lød dengang på cirka fire millioner euro – svarende til 30 millioner kroner. Men efter flere dage med forhandlinger ser buddet fra den spanske klub nu ud til at være hævet betragtelig.

Danskeren flyver efter planen til Sevilla onsdag for at gennemgå det obligatoriske lægetjek, inden han officielt kan kalde sig for Sevilla-spiller.

29-årige Delaney er i de seneste tre sæsoner tørnet ud for den tyske storklub Borussia Dortmund, hvor det er blevet til 88 kampe.

Hans kontrakt med Dortmund løber ud om et år, hvorfor der har været spekuleret i, om han var klar til et klubskifte denne sommer.

De spekulationer ser nu ud til at holde stik.