Én af Kasper Hjulmands udvalgte stjerner kan meget vel snart blive centrum for et overraskende skifte væk fra italienske Udinese.

For den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen står angivelig over for et klubskifte i vinterens kommende transfervindue.

Det skriver det italienske medie II Gazzettino i avisens papirudgave.

Ifølge avisen var den 30-årige dansker henvist til tribunen i weekendens Serie A-kamp mod Sassuolo, da kontraktforhandlingerne med klubben angivelig er brudt sammen.

Soccer Football - Serie A - Inter Milan v Udinese - San Siro, Milan, Italy - October 31, 2021 Inter Milan's Milan Skriniar in action with Udinese's Jens Stryger Larsen REUTERS/Daniele Mascolo
Soccer Football - Serie A - Inter Milan v Udinese - San Siro, Milan, Italy - October 31, 2021 Inter Milan's Milan Skriniar in action with Udinese's Jens Stryger Larsen REUTERS/Daniele Mascolo Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Helt konkret skulle de to parter have været i gang med forhandlinger om en kontraktforlængelse i flere uger, men nu tyder noget på, at det ikke kommer til at ske alligevel.

Jens Stryger Larsens kontrakt med den italienske traditionsklub udløber til sommer, og derfor ønsker klubben enten at forlænge eller sælge ham til januar, så han ikke smutter på en fri transfer om otte måneder.

Weekendens fravalg af danskeren skyldtes ifølge cheftræner Luca Gotti ikke fysiske skavanker, men i stedet 'en beslutning fra klubledelsen', lød det fra ham ifølge Il Gazzettino.

Landsholdsbacken har været i Udinese siden sommeren 2017, men det seneste år har han ikke lagt skjul på, at han gerne vil prøve sig af i en anden klub. Noget, der efter sigende var tæt på at ske i sommer.

Blandt andet blev klubber som Fiorentina, Galatasaray, Watford og Club Brugge alle nævnt som mulige destinationer for danskeren efter EM.

Jens Stryger Larsen er i disse dage samlet med resten af det danske landshold i Helsingør forud for de sidste to kampe i VM-kvalifikationen mod Færøerne og Skotland.