FC Barcelona har tilsyneladende fundet manden, der skal stå i spidsen for klubben. Det er dog midlertidigt.

Og der er tale om Albert Capellas. Det skriver det spanske medie Sport, og samme medling kommer fra RAC1.

Et navn, der bestemt ikke er ukendt i Danmark. Han har senest været landstræner for U21-holdet, ligesom han også har været både assistent-og ungdomstræner i Brøndby IF.

Albert Capellas skal ifølge mediet allerede stå i spidsen for træningen i den spanske storklub torsdag, efter det sent onsdag kom frem, at Ronald Koeman er fortid i klubben.

Ifølge Sport er Albert Capellas manden, der skal føre FC Barcelona sikkert videre gennem de kommende par kampe.
Ifølge Sport er Albert Capellas manden, der skal føre FC Barcelona sikkert videre gennem de kommende par kampe. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Flere af de spanske medier skriver også, at det dog er Barcelona-legenden Xavi Hernandez, der skal overtage trænersædet i klubben på længere sigt.

Ifølge Sport er han faktisk allerede enig med FC Barcelona.

Han er lige nu træner i Al-Saad i Qatar, som han altså skal frigives fra, inden han kan sætte sig på bænken på Camp Nou. Avisen melder også, at han først kan tage over efter den kommende landsholdspause, der starter i slutningen af den kommende uge.

Dermed ville hans potentielt første kamp som træner for FC Barcelona være lokalbraget mod Espanyol 20. november.

Men indtil da er det altså Albert Capellas, der skal stå i spidsen for klubben. Han får formentlig tre kampe som cheftræner for førsteholdet - først på lørdag mod Alavés, dernæst i Champions League mod Dynamov Kiev på tirsdag og sidst mod Celta Vigo 6. november.

Den spanske træner stoppede i slutningen af juni med øjeblikkelig virkning som U21-landstræner, da han fik en stilling på Barcelonas ungdomsakademi, hvor han har ageret som koordinator for Barcelonas mange stjernefrø.

Og nu ser det altså ud til, at han midlertidigt kommer til at stå i spidsen for en af verdens største fodboldklubbber.