Der er ingen tvivl.

På trods af en flot præstation i sæsonåbneren og uger med ros er Martin Braithwaite en af de spillere, der muligvis vinker farvel til FC Barcelona denne sommer.

Barcelona-mediet Sport har listet fem af klubbens spillere op som 'fem sager,' der skal findes en løsning på i forhold til deres fremtid.

Og en af dem er altså den 30-årige dansker.

Martin Braithwaite var i hopla i sæsonåbneren mod Real Sociedad.
Martin Braithwaite var i hopla i sæsonåbneren mod Real Sociedad. JOSEP LAGO

Angriberen bliver kaldt for »meget brugbar«, af mediet, der melder, at træner Ronald Koeman har tillid til danskeren.

Den tillid blev bestemt ikke mindre i sidste weekend, da Martin Braithwaite scorede to mål og lagde op til ét i Barcelonas 4-2-sejr over Real Sociedad.

»Da Braithwaite kom til klubben, sagde han, at han ikke bare var en lappeløsning, og at hans vilje var at skrive historie med Barcelona. Sådan er Braithwaite: Få spillere på holdet har hans motivation og mentalitet,« skriver mediet også.

Alligevel bliver Barcelonas nummer 12 anset som en af de spillere, som klubben er villig til at lade skifte.

Det ved Braithwaite godt, skriver Sport.

»Danskeren ved godt, at klubben er åben for en transfer, men han har ingen intention om at skifte. Selv når klubben har opfordret ham til at acceptere et bud, har han afvist det, fordi han ved, han nok skal få minutter på banen under Koeman.«

De andre spillere på Sports liste er Philippe Coutinho, Ilaix Moriba, Samuel Umtiti og Miralem Pjanic.

De to sidstnævnte spillere er de mest presserende spillere at få væk, lyder det.