Hvor ender Lionel Messi?

Det er spørgsmålet, alle stiller sig selv, efter FC Barcelona tirsdag måtte meddele, at klubbens altoverskyggende stjerne ønsker at forlade storklubben. Men nu er der måske opstået en lille mulighed for, at den argentinske troldmand alligevel kan blive, hvor han er.

I hvert fald melder den catalanske – og normalt velinformerede – tv-station TV3, at klubbens præsident, Josep Maria Bartomeu, er klar til at trække sig fra sin post, hvis Messi offentligt går ud og siger, at han vil fortsætte i klubben.

Det skulle netop være forholdet til Bartomeu, der er hovedårsagen til, at Messis tålmodighed med den kriseramte klub er sluppet op.

Ifølge flere spanske medier skulle præsidenten derfor torsdag have forsøgt at ringe til den 33-årige verdensstjerne for at tale ud om tingene, men her skulle Messi have afvist at tale med ham.

Flere medier melder desuden, at argentineren vil tale offentligt ud om situationen enten torsdag eller fredag.

Her peger det meste på, at han agter at forlade klubben – uanset om Bartomeu går af som præsident eller ej.

Senest blev der for alvor sparket liv i rygterne om Lionel Messi til Manchester City, efter at angriberen Sergio Agüero ændrede sit navn på Instagram. Det kan du læse meget mere om herunder.