Da FC København fløj Pione Sisto hjem til Danmark natten til onsdag, virkede det blot som et spørgsmål om tid, før han blev præsenteret i Løvernes hvide trøje.

Men så kom rivalerne fra FC Midtjylland i vejen og matchede københavnernes bud. Siden blev forhandlingerne med Sisto afbrudt, og nu står Lars Seier Christensen og resten af FCK-lejren tilbage med en lang næse.

»De må refundere billetten, for det blev lidt for dyrt til sidst,« siger Seier, der er storaktionær i FCK, og griner gennem røret, da B.T. får fat på ham. Han understreger hurtigt, at det er ment som en joke.

Sent tirsdag aften lettede et fly fra Vigo med kurs mod Roskilde Lufthavn, og her var Pione Sisto med. Det var et privatfly, som FCK havde lejet af Kim Fournais, grundlægger af Saxo Bank sammen med netop Lars Seier. Det satte hurtigt spekulationerne i gang, og senere på natten blev Sistos agent spottet foran Parken.

Men Sisto dukkede aldrig op til et aftalt lægetjek onsdag formiddag. Teknikeren var blevet i tvivl, efter et bud fra FC Midtjylland var landet i inboxen. Sisto nåede altså aldrig at sætte sin underskrift hos FCK, og senere på dagen meldte klubben ud, at de havde afbrudt forhandlingerne med Sisto og hans agent.

Lars Seier Christensen er dog ikke bitter over, at det ikke lykkedes at få handlen i hus:

»Sisto-lejren skal tjene de penge, de kan få, så hvis nogen vil betale mere, skal de da bare tage imod det.«

Sisto-sagaen ruller videre, selv om FCK nu har trukket sig fra kapløbet. Tilbage står FC Midtjylland som den klub, der ligner Sistos kommende arbejdsgiver. Nu er bolden på Sistos banehalvdel.