Som kendt person er man nok efterhånden vant til, at der bliver lagt mærke til hvert et skridt, der bliver taget. Især på de sociale medier.

Og det er også tilfældet for Manchester City-stjernen Sergio Agüero lige nu. Han har ændret sit brugernavn på Instagram, og det er noget, en stor gruppe fans har bidt mærke i.

Hvor han før hed 'kunaguero10', hedder han nu 'kunaguero'. Noget, der har fået rigtig mange fodboldfans til tasterne og pustet liv i spekulationerne – for skifter Lionel Messi til Manchester City, efter han selv har meddelt FC Barcelona, at han vil væk?

Det tror mange i hvert fald, efter Sergio Agüero har fjernet tallet 10 – det tal, Lionel Messi har på ryggen.

  • 'Sergio Agüero har lige ændret sit Instagram-brugernavn. Jeg tror ikke mine egne øjne lige nu.'

  • 'Sergio Agüero har fjernet 10-tallet fra sin Instagram, det sker virkelig!'

  • 'Den er lukket, folkens. Lionel Andres Messi skifter til Manchester City for at spille under Pep.'

  • 'Sergio Agüero har fjernet nummer 10 fra sit Instagram-navn! Blå medfans, det sker!'

  • 'Det ser ud til, der kun mangler en offentliggørelse'

Sådan lyder blot et udpluk af de mange reaktioner, der er kommet, siden Agüero fjernede detaljen på sin profil.

Det var tirsdag, FC Barcelona bekræftede at Messi ønsker at komme væk fra den spanske storklub.

Messi skulle angiveligt have en kontrakt med storklubben, der indeholder en klausul, som gør det muligt for ham at forlade klubben gratis, hvis han ønsker det.

Og det er netop den klausul, som Messi nu har valgt at gøre brug af i et skriftligt dokument sendt til klubbens ledelse, og som har skabt vrede og skuffelse blandt klubbens fans.

Barcelona-anføreren har i flere år været stærkt utilfreds med især Josep Bartomeu, og det skulle primært være det, der nu har fået den argentinske troldmand til at ville væk fra barndomsklubben.

Det har medført store protester fra fans, der onsdag aften stormede Camp Nou, hvilket betød, at politiet måtte gribe ind og eskortere dem væk.

Det bliver dog ifølge den catalanske radiostation RAC på ingen måde billigt at hente Lionel Messi.

For her lyder det, at klubben ikke vil gå under den pris, som Barcelona fik for Neymar, da han skiftede til PSG. Den sum løb op i cirka 1,6 milliarder kroner.