Minus 11,9 millioner kroner. Det er, hvad Brøndbys halvårsregnskab lyder på.
Et regnskab, der kommer efter en periode, hvor klubben – og resten af verden – har været ramt af coronakrisen.
For det startede så godt, inden Brøndby blev ramt af uvished, ingen tilskuere og en udsat Superliga.
Det fortæller Jan Bech Andersen, der er hovedaktionær og bestyrelsesformand på Vestegnen.
»Årets første seks måneder har været en uønsket rutsjebanetur. Vi lagde godt fra land i årets første to måneder og eksekverede på strategien, både kommercielt og i den sportslige sektor, hvor CV og holdet lykkedes at reducere omkostningerne. Så kom marts, og coronaen ramte os alle,« siger Jan Bech Andersen til klubbens hjemmeside.
Og han er en tilfreds mand torsdag formiddag.
»Selv under de meget svære vilkår regeringens påbud og restriktioner, der har gjort sig gældende for vores branche i de sidste mange måneder, er jeg tilfreds med, at vi har holdt fast i den sportslige og kommercielle retning, vi satte, før coronaen ramte, og at vi har ikke ladet os rokke. En stor tak skal lyde til alle medarbejdere, sponsorer og fans for en stor og loyal støtte i en svær tid,« siger Jan Bech Andersen.
Hvad der venter i fremtiden, ved han – ligesom resten af klubberne – ikke helt.
For hvornår der eksempelvis må komme flere tilskuere på stadion, er der stadig ikke kommet svar på. Sæsonen starter om lidt over to uger, og da den sidste sluttede, var det med mennesker på lægterne. Bare ikke fuldt hus. Langtfra.
»Når vi kigger ind i de kommende måneder, så er det frustrerende, at vi stadig afventer eventuelle covid-19-relaterede påbud og restriktioner ifm. kampafvikling i efterårssæsonen, som påbegyndes om lidt over to uger,« siger Jan Bech Andersen og fortsætter:
»Det er langtfra ideelle arbejdsforhold, man giver os som branche, og selv om vi gør alt, hvad vi kan, er der stor økonomisk usikkerhed, når vi kigger ind i efteråret. Men vi klør på som organisation for hele tiden at forbedre os, og jeg håber på, at vi inden længe kan få mulighed for at afvikle kampe med så få restriktioner som muligt for så mange af vores tilskuere som muligt.«