Der udspillede sig en dramatisk og overraskende scene klokken 08.40 tirsdag morgen. Igen involverede den italiensk fodbolds problembarn nummer ét, Mario Balotelli.
Den kulørte angriber, som har en imponerende tendens til at stjæle opmærksomheden - og ikke altid for det gode - troppede op til Brescia-træning, selv om klubben tidligere melddelte, at man har fyret spilleren.
Og da Mario Balotelli var på vej ind på træningsanlægget, fik han en kontant melding: 'Hold dig væk'. Han blev nemlig ikke lukket ind, skriver La Gazetta dello Sport.
'Nu siger de sikkert, at jeg ikke gider at træne,' skulle den skandaleombruste spiller have sagt ifølge mediet efter konflikten.

Den italienske sportsavis melder også, at klubben havde en 'undskyldning' for ikke at lukke den 29-årige angriber ind.
Den hedder, at hans lægeerklæring, som skulle bevise, at han rent faktisk er rask efter en omgang sygdom, ikke var ankommet til klubben i tide. Uden den turde Brescia ikke gamble, da man ikke ville være forsikret i tilfældet af, at Balotelli pådrog sig en skade.
Samtidig skriver mediet, at lægeerklæringen allerede blev indsendt klokken 21.30 mandag aften.
Brescia ligger i skrivende stund på sidstepladsen i Serie A, og klubben har allerede valgt at skille sig af med Balotelli, inden sæsonen er overstået, selv om han automatisk ville få et år mere i klubben i tilfælde af, at man undgår nedrykning.