Mario Balotelli er en færdig mand i Brescia.

Den italienske enfant terrible har fået ophævet sin kontrakt med Serie A-klubben. Det skriver La Gazzetta dello Sport og Il Messaggero.

Fyringen af Balotelli sker, efter at Brescia har fået nok af den kontroversielle angribers egenrådige opførsel.

I maj udeblev Balotelli fra træning i ti dage, og i sidste uge valgte han så igen at droppe en træningssession.

Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Derfor indkaldte Brescia-ejer Massimo Cellino den tidligere landsholdsspiller til et møde for at rense luften. Men det lykkedes ikke.

Og konsekvensen er altså nu blevet, at Brescia har valgt at ophæve Mario Balotellis kontrakt.

Allerede tidligt i maj kom der indikationer om, at et brud kunne være på vej, da Massimo Cellino i et interview med BBC luftede sine frustrationer.

»Jeg tror, vi begge begik en fejl,« sagde Cellino ved den lejlighed om Balotellis skifte til Brescia.

»Han kommer ikke til træning, og han ser ikke særligt dedikeret ud i forhold til fremtiden her i klubben,« fortsatte Massimo Cellino.

Dermed må Brescia forsøge at redde livet i Serie A uden Mario Balotelli, når den italienske liga starter op igen senere i juni.

Klubben ligger sidst i tabellen og har ni point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Mario Balotelli kom til Brescia før denne sæson, og han nåede at spille 19 kampe og score fem mål for klubben.