Der blev gået til makronerne i søndagens topopgør mellem Brøndby og FC Midtjylland.

Så meget, at Brøndby-stjernen Nicolai Vallys undervejs måtte forlade banen, smide trøjen og blive plastret til for at stoppe blodet i at løbe.

Men der var tilsyneladende også så meget smæk på kampen, at hovedpersonen slet ikke opfattede, hvad der havde forårsaget de blødende sår.

»Jeg ved faktisk ikke, hvad der skete. Jeg bløder otte steder, og jeg fik lidt blod på trøjen, så jeg måtte ud at skifte,« fortæller Vallys efter en hårdt tilkæmpet sejr på 1-0 med en mand i undertal i over 70 minutter.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Og netop situationen med Vallys var én, der virkede til at sprede panik i Brøndby-lejren.

For trøjeskiftet gik meget langsommere, end det burde, og så var Brøndby pludselig 9 mod 11 på banen.

»Jeg stod og følte, at det gik lidt langsomt, og vi var allerede en mand i undertal. Jeg havde råbt, der skulle være en trøje klar, men det bliver altid lidt ..., så det tog lidt lang tid, og jeg stod også og frøs. Men jeg tænker, at der var nogle, der fik nogle fede billeder,« siger Brøndby-profilen med et smil om situationen, hvor han længe stod i bar kas'.

Vallys var i særdeles godt humør efter 1-0-sejren over Superligaens førerhold, som Brøndby nu har viftet væk og ned på tredjepladsen.

Men det krævede en mandfolkepræstation af Brøndby, der efter 17 minutter fik et rødt kort og straffespark imod sig.

»Der tænkte jeg 'satans', ik? Det var sgu ikke sådan, jeg havde set det udvikle sig. Vi kom godt ud og havde nogle chancer og gode angreb. Så det var pisseirriterende, for det er tungt at få rødt kort efter 17 minutter, og det bliver en anden kamp, end man forestillede sig.«

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Men man må omstille sig, og det fik vi hurtigt styr på, og så er det dejligt, vi fik scoret inden pausen,« siger Vallys, der nu sender en opfordring til Brøndby-fansene.

For det var forsvareren Henrik Heggheim, der igen-igen dummede sig, da han begik straffespark og fik rødt kort.

Ham vil Vallys støtte - og det med hjælp fra fansene.

»Henrik er glad for sejren, men er jo, som man er i den situation. Men vi støtter hinanden og vi har hans ryg. Det kunne have været alle andre. Jeg håber, at alle dem, der er Brøndby-fans også vil støtte ham. Det har han måske brug for lige nu. Jeg håber ikke, han føler nogen skyld,« siger profilen.

I Brøndby-lejren fortalte Patrick Pentz, at han på ingen måde var imponeret af, hvad midtjyderne bragte på banen søndag.

Den vej lod træner Jesper Sørensen sin målmand gå alene ned ad.

»Resultatet kunne sagtens være gået os imod, så jeg vil ikke gå ind i Midtjyllands kamp. Vi leverede godt i en svær situation, og der gjorde spillerne en god figur,« lød det, mens FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg var skuffet over indsatsen.

»Det er skuffende, og der var som udgangspunkt ikke nok kvalitet i det, vi lagde i det, selv om vi egentlig kom til et antal chancer, der gjorde, at vi burde score en enkelt og to gange. Men jeg står med en skuffelse over, vi ikke kom frem til mere med en mand i overtal. Vi er selv skyld i, at vi formøblede de forudsætninger, vi fik,« siger Thomasberg. 

Her kan du læse B.T.s dom over 1-0-kampen, der var et højdramatisk opgør.