Endelig åbnede han for posen. Landstræner Åge Hareide har i et interview med Jyllands-Posten tirsdag forklaret, hvorfor Pierre Emile Højbjerg ikke har været en del af landsholdet siden oktober 2016, og det er ikke rar læsning for spilleren op til VM.

Åge Hareide har godt nok åbnet en dør på klem for Southampton-spilleren, der har spillet sig til en fast plads på Premier League-holdet, og nordmanden vil snart besøge den 22-årige midtbanespiller i England, men det er utvivlsomt en hård nød, Højbjerg skal knække, hvis det skal lykkes.

Ifølge Åge Hareide har Pierre Emile Højbjerg i sin seneste landskamp mod Montenegro sat sig over holdet ved at vise sin utilfredshed over en udskiftning, og Pierre Emile Højbjerg gjorde sig også upopulær internt under landsholdskonflikten, da han i 2015 rettede en kritik af spillernes positionskamp mod DBU. Læg dertil, at Pierre Emile Højbjerg før skiftet fra Bayern München til Southampton beklagede sig over manglende spilletid trods meget hård konkurrence, hvorfor tyskerne under ledelse af Josep Guardiola sendte ham videre, da man ikke kunne love ham mere spilletid.

Åge Hareide forklarer i Jyllands-Posten, at Pierre Emile Højbjerg har skabt samme slags problemer i Southampton vedrørende spilletiden.

»Han er en ung spiller, som har gjort akkurat det samme i Southampton. Der har været samme problemer derovre,« siger Åge Hareide til Jyllands-Posten uden at forklare, hvornår de problemer skulle være skabt.

Men det er ikke noget, den lokale journalist for Southern Daily Echo, Adam Leitch, der dækker Southampton tæt, har hørt om før.

»Han spiller hver uge. Så det er underligt at sige det. Det er ikke noget, vi har erfaret her i Southampton eller hørt om i journalistkredse. Der var en periode under den tidligere manager Mauricio Pellegrino, hvor han ikke spillede, og det er vel ikke umuligt, at det stammer derfra, men heller ikke dengang hørte vi ikke om nogen problemer. Det virker lidt sært, at han skulle skabe dem,« siger Adam Leitch og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Åge Hareide om skrækscenariet under VM: 'Vi skal kunne tåle det'

»For han spiller jo. Manageren vælger ham til alle kampene, så han er meget glad for ham lige nu, selv om klubben er i en svær situation på grund af nedrykning, som det ser ud nu. Holdet har ikke vundet i meget, meget lang tid, så det er ikke nogen god tid for nogen i klubben. Hvis du ser på Pierre Emile Højbjerg generelt, så var der store forventninger til ham, da han skiftede til klubben, men han er kommet hertil som ung, og det har taget ham tid at komme ind i tingene,« siger Adam Leitch, der i sidste sæson havde store forventninger til Pierre Emile Højbjerg, men havde en naturlig årsag til, at de ikke blev indfriet.

»I begyndelsen var han lidt ustabil i præstationerne. Vi ved ikke hvorfor, men dengang tænkte vi, at det tager tid at falde til et nyt sted, men måske ved Åge Hareide bedre end os, hvad det har skyldtes. Så er det fair nok. Nu er han i hvert fald faldet til og bliver udtaget hver gang, selv om der er konkurrence på midtbanen. Med Pierre Emile Højbjerg, Mario Lemina og Oreol Romeu er de tre til to positioner, og her foretrækker Mark Hughes Pierre Emile Højbjerg. Så han må jo være tilfreds med ham, og vi har aldrig hørt om problemer før nu.«

BT har forsøgt at få en kommentar fra Pierre Emile Højbjerg gennem hans agent, Søren Lerby. Lerby har dog endnu ikke taget telefonen.