Leon Andreasen lægger hovedet på hovedpuden i sit hjem i Hannover. Han lægger sig til at sove, og så begynder han at drømme. Men på tysk.
Leon Andreasen har boet i Hannover siden 2009, hvor han skiftede fra Fulham i England. Han stoppede karrieren i 2016, men han er stadig ikke vendt hjem til Aarhus og Danmark.
Det skyldes særligt én ting.
Leon Andreasens ekskone og hans søn bor i Hannover, hvor ekskonen er fra. Sønnen er det vigtigste i den tidligere fodboldspillers liv.
»Min søn fik mig til at blive her i Hannover. Jeg vil være her for ham og være tæt på ham.«
Men han savner Aarhus og Danmark.
»Jeg savner mest det at være dansk. Jeg føler mig fandeme som en tysker efterhånden. Jeg glæder mig altid til at komme hjem og tale dansk. Jeg savner dansk mad, og folk er generelt bare mere afslappet i Danmark. De kan godt være lidt stive i det hernede. Så savner jeg selvfølgelig også AGF, det er klart.«
Han forsøger at følge de hvide fra Fredensvang hjemmefra.
»Jeg følger med og har stadig kammerater, der er AGF-fans. Det er ikke det samme at sidde hernede og følge med, som hvis jeg boede i Aarhus. Jeg var senest hjemme, da jeg blev optaget i AGF Legenderne (i november 2019, red.). Det var fedt at komme på Ceres Park igen. Jeg har svært ved at komme og se deres kampe, men jeg følger så godt med som overhovedet muligt.«
Han tilføjer, at han er hjemme i Aarhus et par gange om året.
Den i dag 38-årige Leon Andreasen sluttede allerede sin fodboldkarriere tilbage i 2016, efter en række alvorlige skader havde sat ham udenfor i lange perioder. Karrieren kunne faktisk være sluttet endnu tidligere.
»Jeg havde to store skader. Den ene var en lyskeskade, der varede i 28 måneder, hvor jeg var igennem fem eller seks operationer, og de kunne ikke finde ud af, hvad det var. Jeg var nærmest ved at give op til sidst. Det var Pro Treatment i Dragør, der reddede mig der. Jeg vågnede op efter to års skade og havde pludselig ingen smerter overhovedet. Efter det skadeshelvede havde jeg den bedste periode i min karriere,« siger Leon Andreasen og fortsætter.
»Så rev jeg korsbåndet over. Coldplay havde spillet på stadion hernede, og der var lagt nyt græstæppe, der var så et hul, hvor der lige kunne være enden af en fodboldstøvle. Og det var selvfølgelig Leon, der skulle ryge ned i det. Der kom jeg også tilbage. Så brækkede jeg noget i foden. Der kunne jeg godt mærke, at det ikke føltes godt.«
Det var her, at Leon Andreasen traf en kæmpe beslutning i sit liv.
»Jeg besluttede, at hvis Hannover ikke vil mere nu, så stopper jeg. Der var ellers interesse fra Mainz og Paderborn. Men jeg sagde til mig selv, at nu stopper vi her, så vil jeg hellere kunne spille fodbold med min søn, når han er 20 år. Det er irriterende at tænke på, hvor langt man kunne være nået, det er da ærgerligt ad helvede til. Men hvis jeg ikke kan ændre det, irriterer det mig ikke i særlig lang tid.«
Når Leon Andreasen kigger tilbage i dag, så er han godt tilfreds med, at han tog beslutningen om at drage til udlandet, da han forlod AGF.
»Jeg er glad for, at jeg tog det skridt dengang. Jeg er stadig, som jeg var, da jeg smuttede. Jeg har aldrig lavet om på mig selv, jeg er stadig den samme bonderøv fra Hammel. Derfor jeg har så mange gode venner uden for fodbolden den dag i dag.«
Når han ser ud i fremtiden, så har han en lille drøm om at blive assistenttræner en dag, men der er et forretningseventyr, som fylder for meget lige nu, til at den fodbolddrøm kan blive til virkelighed lige foreløbig.
»Jeg havde lidt planlagt at skulle tage en træneruddannelse, og jeg havde meldt mig til gennem DBU, men så droppede jeg det grundet tøjfirmaet, jeg har. Jeg vil ikke være cheftræner, men jeg har en drøm om at være assistenttræner. Så længe vi vokser som firma, så går jeg ikke den vej. Det bliver, hvis vi på et tidspunkt lukker ned eller sælger.«
Men bliver det på Fredensvang, at trænerdrømmen skal udleves? Måske.
»Selvfølgelig kan jeg se mig selv i sådan et arbejde i AGF. Når sønnike er gammel nok til selv at komme og besøge mig, så kan jeg sagtens se mig vende hjem til Aarhus.«
