FC Barcelona griner, og Leganés græder.

Torsdag blev det officielt, at storklubben kaprer Martin Braithwaite fra bundproppen Leganés, da catalonierne udløste danskerens frikøbsklausul på 135 millioner kroner.

Derfor havde Leganés ingen chance for at holde på den 28-årige angriber, og nu går klubben selv til angreb på det eksisterende regelsæt i Spanien, hvor Barcelona i dette tilfælde fik dispensation til at hente en spiller uden for transfervinduet grundet en kavalkade af skader.

Den spiller blev Martin Braithwaite.

»Vi ønsker at hæve stemmen. Vi er i en situation, som skaber enorm og alvorlig skade. Vi forstår ikke det nuværende regelsæt, hvor en klub, som har en alvorlig, langvarig skade, kan hente en spiller på en ensidig måde (han hentyder til, at Leganés intet kunne stille op, da Barcelona udløste frikøbsklausulen, red.) og sende sit problem videre til en anden klub,« siger Leganés-direktør Martín Ortega ved et pressemøde.

Leganés ligger i skrivende stund til at rykke ned fra den bedste spanske række, og derfor efterlader det klubben i en kritisk situation, mener han.

»Vi ville kunne forstå, hvis dette regelsæt kunne bruges i tilfælde, hvor begge klubber er enige, men her går det imod lighed mellem klubberne. Vi vil bruge alle vores skyts i denne situation, der genererer en uoprettelig skade.«

»Vi mener ikke, at regelsættet er retfærdigt, og i det her tilfælde har det tilgodeset FC Barcelona. Og skaden går ud over C.D. Leganés.«

Leganés-direktør Martín Ortega.
Leganés-direktør Martín Ortega. Foto: VICTOR LERENA
Vis mere

Den madrilenske miniputklub har aldrig haft nogen intention om at forhandle med FC Barcelona, forklarer Ortega, og derfor har klubben stået i en situation af total magtesløshed.

Alligevel bærer klubben ikke nag over for Barcelona, ligesom man sender store roser af sted i retning af Martin Braithwaite.

»Spilleren (Braithwaite, red.) har været en gentleman og meget professionel. I går (onsdag, red.) trænede han helt normalt vel vidende, at han kunne være blevet skadet. Vi takker ham, han har leveret et enormt sportsligt stykke arbejde,« siger Ortega også.

»Han har været meget professionel indtil dagen, hvor han forlod klubben, og han har leveret uovertrufne præstationer. Vi ønsker ham alt det bedste held.«

Martin Braithwaite nåede at spille godt et år i Leganés, hvor han scorede 13 mål i 48 kampe.

Den 28-åriger angriber skal spille i Lionel Messis gamle nummer, nummer 19, og kontrakten skal underskrives torsdag klokken 18.

Tre kvarter senere skal han fotograferes på Camp Nou, og 19.15 bliver han præsenteret med et efterfølgende pressemøde.

Du kan følge B.T.s livedækning af choktransferen her.