»Jeg er virkelig spændt på at være i klubben, og jeg glæder mig til fremtiden og alle de trofæer, vi kommer til at vinde, og alle de øjeblikke, vi skal dele.«

Sådan lyder Martin Braithwaites første ord som FC Barcelona-spiller.

Det siger han i en video, som gigantklubben har delt på sine sociale medier. Du kan se videoen længere nede i artiklen.

»Til alle Barcelona-fans ude i verden vil jeg bare sige, at jeg lige er landet i Barcelona, inden jeg skal til lægetjek. Jeg har en lang dag foran mig, men jeg ville bare sige hej til jer alle!« forklarer han til fansene.

Senere på dagen lagde klubben endnu en video op, hvor Braithwaite uddyber, hvordan det føles at skrive under for en af verdens største fodboldklubber.

»Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg tror, at alle, der spiller fodbold, drømmer om at spille for Barcelona, og her er jeg. Jeg er meget spændt på at vinde titler. Det er en klub med meget pres og mange forventninger, og jeg vil forsøge at vinde alt det, der kan lade sig gøre,« siger Braithwaite.

Samtidig er han ikke bleg for at forklare over for klubbens medier, at han er en spiller med mange styrker.

»Jeg er en teknisk spiller, men jeg er også fysisk, hurtig og stærk. En af mine største styrker er også min spilintelligens, og jeg bevæger mig klogt på banen (...) Det vigtigste er, at jeg er en målscorer, så jeg er her for at score mål.«

Den 28-årige dansker bliver officielt præsenteret som FC Barcelona-spiller klokken 19.15 torsdag i presserummet på klubbens legendariske stadion, Camp Nou.

Forinden skal han underskrive en kontrakt på fire et halvt år og affotograferes på klubbens hjemmebane.

Martin Braithwaite har fået en frikøbsklausul på 300 millioner euro (over to milliarder kroner) i FC Barcelona. Det kan du læse mere om her.

Inden Barcelona har angriberen spillet for Esbjerg, Toulouse, Middlesbrough, Bordeaux og Leganés.