Den danske målmandslegende Lars Høgh fik i august konstateret kræft - en tumor i bugspytkirtlen. Torsdag aften gav han for første gang interview, efter han fik det at vide.

»Jeg er ikke bange for at dø,« gør Lars Høgh det klart flere gange i interviewet med 'Go' aften Danmark' på TV2.

Han sidder med kasket på, hvor håret stikker ud under. Men ansigtet er stadig fyldigt, og der er ikke meget, der ellers tyder på, at Lars Høgh har gennemgået et længerevarende sygdomsforløb med kemobehandling.

Da han og familien fik beskeden om, at den 59-årige OB-legende var ramt af kræft, var det naturligvis et chok. Men hurtigt skulle der kigges positivt på det, forklarer Lars Høgh.

Kasper Schmeichel og målmandstræner Lars Høgh ved det danske fodboldlandsholds pressemøde på Hotel Clarion tirsdag den 20 marts 2018.
Kasper Schmeichel og målmandstræner Lars Høgh ved det danske fodboldlandsholds pressemøde på Hotel Clarion tirsdag den 20 marts 2018. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Først og fremmest var vi jo i chok hele familien, da vi fik det at vide. Men jeg er udstyret med et godt sind. Enhver situation har en mørk og en lys side, og jeg ser rigtig meget på den lyse side. Jeg var ikke bange for at dø eller at skulle igennem det, der skal til for, at jeg kan blive rask,« siger Lars Høgh til Jes Dorph Petersen i TV2-programmet.

Da familien først fik beskeden, var det samtidig med den dystre udsigt, der hedder, at kun syv procent med samme sygdom er i live efter fem år.

I dag er tumoren dog så lille efter intensiv kemobehandling, at Lars Høgh kan blive opereret og forhåbentligt få øget chancerne for overlevelse. Det har været den første etape, der skulle overstås - at nå frem til en operation.

»Jeg fik beskeden om, at jeg skulle gennem seks måneders kemo og en operation. Hvis jeg så det som et maratonløb foran mig, så ville det blive rigtig svært. Første etape var, at tumoren skulle formindskes, så jeg kunne blive opereret,« fortæller Lars Høgh, der skal opereres fredag morgen - bare tre måneder efter, han fik konstateret kræft.

Lars Høgh konfererer med Brøndby-træner Alexander Zorniger.
Lars Høgh konfererer med Brøndby-træner Alexander Zorniger. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Lars Høgh spillede 817 kampe for OB, der fejrede Lars Høgh med en smuk tifo med beskeden om, at de 'kæmper kamp nummer 818 sammen med ham'.

»Fansene i Odense har været fantastiske, og det oplever jeg altid, de er, når jeg er i byen. En stor tak til deres fans, men også til så mange andre mennesker. Jeg har fået så mange breve, som jeg aldrig har prøvet det før, for jeg er ikke på Facebook eller sådan noget. Det er med til, at jeg kan komme igennem det her.«

I dag arbejder Lars Høgh som målmandstræner for Brøndby IF og på det danske herrelandshold. Også her har støtten været enorm.

»Hvad Brøndby ikke har gjort, både spillere, ledere og trænere derude. Mine målmænd på landsholdet har været nede og besøge mig i mit sommerhus, hvor de var fløjet ned efter kampen mod Irland. Jeg har været tilskuer til min egen død på en eller anden måde, hvis man kan sige det lidt sarkastisk. Det bruger jeg positivt. Jeg har observeret de tanker, folk har gjort sig omkring mig, og det har været sindssygt positivt,« siger Lars Høgh til 'Go' aften Danmark'.