Lørdag slukkede lyset.

Den tidligere fodboldspiller Svend Aage Rask døde i en alder af 84 år, og den fynske målmand havde blandt andet en stor andel i en anden legendes karriere, nemlig Lars Høgh, da han var målmandstræner i OB.

»Han var en stor støtte sidst i min karriere. Han betød rigtig meget for mig i forhold til, at jeg kunne fortsætte med at holde mit niveau og spille fodbold i mange år. Det var klart en stor del af hans fortjeneste,« siger Høgh rosende om Svend Aage Rask.

Han var en bestemt mand, som blandet andet blev lagt på is af Dansk Boldspil-Union efter offentlig kritik af organisationen, og han endte med kun at spille en enkelt landskamp.

Svend Aage Rask med mesterskabspokalen for B1909 i 1959. 'B 1909 - Fyns første danmarksmestre', skriver Berlingske Tidende mandag den 23. november 1959. 'Saa blev spændingen endelig udløst. B 1909 erobrede som den første fynske klub nogen sinde det danske fodboldmesterskab. B 1909 vandt i overværelse af 21.000 tilskuere 3-1 over Frem i Idrætsparken, og saa hjalp det ikke KB'erne, at de kunne slaa OB 2-1 i Odense. Her ses maalmanden Svend Aage Rask med mesterskabspokalen. Da man tog laaget af den, laa der en seddel med indskriften: 'Til laans, Vejle Boldklub'. I fjor blev Vejle jo mester'. (Foto: Aage Sørensen/Scanpix)
Svend Aage Rask med mesterskabspokalen for B1909 i 1959. 'B 1909 - Fyns første danmarksmestre', skriver Berlingske Tidende mandag den 23. november 1959. 'Saa blev spændingen endelig udløst. B 1909 erobrede som den første fynske klub nogen sinde det danske fodboldmesterskab. B 1909 vandt i overværelse af 21.000 tilskuere 3-1 over Frem i Idrætsparken, og saa hjalp det ikke KB'erne, at de kunne slaa OB 2-1 i Odense. Her ses maalmanden Svend Aage Rask med mesterskabspokalen. Da man tog laaget af den, laa der en seddel med indskriften: 'Til laans, Vejle Boldklub'. I fjor blev Vejle jo mester'. (Foto: Aage Sørensen/Scanpix) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men netop den del af Svend Aage Rasks personlighed husker Lars Høgh også, selv om han også havde blødere sider.

»Han var en meget, meget dedikeret mand. Når han først havde sagt ja til noget, holdt han fast i det. Han havde et godt temperament og brændte for tingene. Han var meget regelret, og man vidste, at man kunne stole på Svend Aage,« fortæller Høgh.

»Men han var et varmt menneske også. Når han først havde tilliden hos folk og kunne se, at han kunne stole på dem også, så var der ingen grænser.«

Lars Høgh og Svend Aage Rasks bekendtskab rakte rigtig mange år tilbage.

Lars Høgh er målmandstræner for det danske landshold. Her træner han med Frederik Rønnow, Jesper Hansen og Kasper Schmeichel (fra venstre til højre).
Lars Høgh er målmandstræner for det danske landshold. Her træner han med Frederik Rønnow, Jesper Hansen og Kasper Schmeichel (fra venstre til højre). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Allerede da han var 14-15 år, mødte en purung Lars Høgh den 24 år ældre Svend Aage Rask. Det lader til, at der næppe var nogen tvivl om, hvorfor Svend Aage Rask opnåede den karriere, som han gjorde.

»I de sene år var vores samarbejde meget ligeværdigt, synes jeg,« siger Lars Høgh.

»Men han havde en helt anden rolle, da jeg var ung. Han var disciplinerende, autoritær og nærmest militant. Man havde kæmpe respekt for ham, og man var egentlig næsten bange for ham. Temperamentet, disciplinen og dedikationen kunne godt virke lidt hård for os unge, uden egentlig at være det.«

Svend Aage Rask spillede blandt andet i den fynske klub B1909.