Selvom TV 2 er blevet kritiseret for sine regler af visning under sommerens fodbold-EM, giver tv-kanalen sig ikke.
Barer og pubs må ikke holde udendørs storskærmsarrangementer, som vi så i 2021 og som endte i rene folkefester.
I hvert fald, når det er TV 2, som viser Danmarks EM-kampe, slår tv-stationen fast i en pressemeddelelse.
»Som kommerciel public service-virksomhed er vi nødt til at sætte nogle hegnspæle for varetagelse af vores rettigheder. TV 2 kan ikke tillade sig at give fuldstændig køb på vores rettigheder, som vi har investeret i med et kommercielt public service-sigte,« siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og fortsætter:

»Investeringer i sportsrettigheder er en del af TV 2s samlede forretning, som gør det muligt for os fortsat at tilbyde dansk underholdning og fiktion samt nyheder og sport af høj kvalitet.«
Også reglen om, at barer og pubs ikke må holde udendørsarrangementer inden for fem kilometer af DR og TV 2s egne arrangementer i Aarhus og København, står ved.
De må søge indenfor. Og så må barer og pubs i resten af landet holde arrangementer for maksimalt 200 gæster.
»Det, mener vi, giver rig mulighed for de mindre aktører. Det vi ikke ønsker, er festivallignende storskærmsarrangementer, som lukrerer på vores kommercielle rettigheder.«
Flere medier, herunder B.T., har beskrevet, hvordan barejere har kritiseret reglerne og beskyldt tv-stationen for at dræbe folkefesten til sommer.
»Helt generelt synes jeg virkelig, TV 2 skyder ved siden af. Det kan godt være, de juridisk har ret, men de dræber fuldstændig folkefesten,« sagde Keld Hansen, ejer af Cafe Runddelen på Nørrebro i København.
Asbjørn Ondraschek Jensen, der repræsenterer Frederiksberg Rådhuskælder, er enig.
»Alle har glædet sig til sommer og fodbold igen, men det vil TV 2 så sætte en stopper for. Fodboldarrangementer skal samle alle og fejres som den folkefest, det er.«
Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opfordrede til en lempelse af restriktionerne, ligesom flere politikere på Christiansborg kritiserede TV 2 for reglerne, hvilket blev kaldt »et selvmål«.
TV 2 skriver dog i pressemeddelelsen, at man lemper på andre restriktioner.
Tidligere lød det, at ved ikke-kommercielle arrangementer måtte man maksimalt være 800 gæster. Nu er deltagerantallet ubegrænset for disse arrangementer.
TV 2 holder sit eget arrangement på Islands Brygge med plads til 8500 gæster. DR holder sit på havnen i Aarhus.
DR tillader alle storskærmsarrangementer udenfor ved deres kampe – uagtet deltagerantallet. Dog ikke de barer, der ligger inden for fem kilometer af DR og TV 2s arrangementer.