Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opfordrer TV 2 til at se mildere på at give dispensationer til at kunne afvikle storskærmsarrangementer under sommerens EM-slutrunde.
Det siger han til Ritzau.
»Mit ministerium har her til morgen (onsdag, red.) talt med TV 2, og jeg har en klar forståelse af, at det arbejder TV 2 på,« siger han.
Mediet har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at det ikke bliver muligt at samles hundredvis af mennesker til storskærmsarrangementer uden for barer og cafeer i forbindelse med Danmarks kampe til sommerens EM i fodbold.
Tirsdag talte B.T. med tre barer i København, der alle er uforstående over for, at TV 2 nægter storskærmsarrangementer udenfor.
»Helt generelt synes jeg virkelig, TV 2 skyder ved siden af. Det kan godt være, de juridisk har ret, men de dræber fuldstændig folkefesten,« sagde Keld Hansen, ejer af Cafe Runddelen på Nørrebro i København.
Sportsdirektør på TV 2, Frederik Lauesen, har ellers indtil nu holdt fast i, at barer ikke må vise EM-storskærmsarrangementer udenfor for flere end 200 personer.
TV 2 har nemlig investeret mange penge i rettigheder til slutrunden.
»Jeg er sat i verden for at drive en forretning. Vi ønsker ikke at forære, hvad vi har købt ind i dyre domme, væk. Når vi har købt en andel i EM i fodbold, så er det, fordi vi mener, at vi kan lave en god forretning på det,« har sportsdirektøren sagt til Ekstra Bladet.
Udtalelserne har siden mødt kritik fra flere politikere på Christiansborg.
»Jeg har faktisk næsten ikke ord for, hvor langt ude det er. Altså helt ærligt, skulle vi ikke prøve i stedet for at samle os sammen om alle de mange gode fodboldbegivenheder. Og så skal TV 2 nok tjene masser af penge. Det gør de jo i forvejen,« lød det fra kulturordfører Charlotte Broman (SF).
Jakob Engel-Schmidt er dog helt med på, at TV 2 har investeret mange penge i rettighederne, hvilket han kalder »en væsentlig del af historien«.
»TV 2 konkurrerer på et marked med faldende annonceindtægter og stor konkurrence. Derfor har jeg som kulturminister også forståelse for, at TV 2 naturligvis skal have det hele til at hænge sammen.«
»Jeg håber så, at TV 2 kan få det hele til at hænge sammen, samtidig med at man skaber en mulighed for at dispensere, så langt de fleste danskere har mulighed for at nyde EM, som de plejer at gøre,« lyder det fra Jakob Engel-Schmidt.
B.T. forsøger at få en kommentar fra TV 2.