De afghanske fodboldspillere på kvindelandsholdet risikerer en frygtelig skæbne, hvis Taliban finder dem.
»Skulle Taliban få fat på dem, kan de blive taget som sexslaver og tortureret.«
Sådan lyder vurderingen fra Wida Zemarai, der var målmandstræner for det afghanske kvindelandshold, indtil Taliban generobrede magten.
De kvindelige fodboldspillere er i stor fare, fordi talibanerne mener, at kvinder ikke må dyrke sport. Wida Zemarai, der i 1992 flygtede fra Afghanistan, har været i kontakt med nogle af spillerne, der er fanget i landet.

»De hvisker, når de ringer, som om Taliban er i nærheden. De er bange. Jeg prøver at opfordre dem til at være rolige og fortælle dem, at vi prøver at hjælpe dem,« siger hun til Dagens Nyheter.
Men når man er fanget i en verden, hvor kvinder ikke har nogen rettigheder, er det svært at være rolig. I 2019 kom det frem, at spillerne før har været udsat for seksuel chikane. De risikerer, at blive udsat for det samme nu med Taliban. Bare ti gange værre. Spillerne er desperate for at komme væk, fortæller Wida Zemarai.
»Jeg får stadig de samme spørgsmål: 'Hvornår kan du hjælpe os?', 'Vær venlig, hvornår kommer du?', 'Jeg vil ikke have, at min familie er i fare på grund af mig, vær venlig at få mig væk herfra',« siger hun.
I Afghanistan er fodbold en stor sport. Ifølge målmandstræneren bliver ligakampene vist live på tv, og det gælder både for herre- og kvindekampene. Og det kan vise sig at bringe de kvindelige spillere i problemer.
»Lad os sige, at Taliban genkender en spiller. Så er det ligesom kørt. Så skal du bare plukke spilleren ud, torturere hende og få information om, hvor resten af spillerne er,« siger hun.
Derfor er spillerne nødt til at skjule sig. Wida Zemarai er dybt påvirket af situationen.
»Det er forfærdeligt at tænke på. De kommer til at bruge dem som sexslaver og torturere dem. Måske indtil de dør,« siger hun.