Landsholdsspillerne kunne ikke have gjort meget mere i protestaktionen forud for Moldova-kampen, lyder det fra to kommunikationseksperter.

Her fremviste spillerne en rød T-shirt med budskabet 'football supports change' efter nationalsangen i en protest mod menneskerettighedsforholdene hos VM-værterne Qatar.

Protesten og selve udførelsen var dog langtfra godt nok, lyder kritikken fra nogle danske fodboldfans.

Kunne spillerne så have gjort mere?

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver og indehaver af WeDo Communication samt paneldeltager i programmet 'Det, vi taler om', mener, at spillerne har gjort deres.

»Jeg kan ikke andet end have sympati for det, for det virker til, at det er kommet fra spillerne selv. Og det er dét, de kan gøre. De kan ikke gøre andet. Som jeg læser kritikken, går det mere på DBUs fravær. Dobbeltmoralen. At DBU bakker op om spillernes protest, men de gør ikke en skid selv,« siger hun til B.T.

Reinholdt Schultz, direktør og partner hos Mannov, mener heller ikke, spillerne kan klandres.

»Uanset hvad de havde gjort, havde det været forkert. Var de først ude ligesom Norge, ja, så havde de måske fået et lidt større spillerum. Men når kritikken er så harsk, som den er, er resultatet det modsatte. Spillerne trækker sig og gør mindre af det. Og det ville jeg også anbefale,« siger Reinholdt Schultz til B.T.

Mannov har rådgivet flere sportsforbund og har også hjulpet DBU i forbindelse med tildelingen af EM-værtskabet i 2014, men man har ikke arbejdet sammen siden.

Thygesen mener ikke, det ville have gjort nogen forskel, hvis man havde haft trøjen på under nationalsangen. Eller hvis man havde gjort meget anderledes.

Norge var de første til at markere med en protestaktion.
Norge var de første til at markere med en protestaktion. Foto: JORGE GUERRERO
Vis mere


»Det er petitesser. Selv Kasper Hjulmand siger, at han ikke har noget med det at gøre. De har været overladt til sig selv. Spillerne har sgu gjort det så godt, som de kunne. Kasper Schmeichel sagde selv meget sympatisk, at de ikke har lange uddannelser, og gør, hvad de kan. De er de mindste brikker i det her spil. Det er DBU og FIFA, der står med problemet. DBU er også en lille fisk i det store hav. Der, hvor det går galt, er, at man ikke har sagt fra noget før. Det store pres, som DBU siger, de har lagt, ved jeg ikke, hvor er. Jeg tror, at Qatar er ret ligeglad.«

Den hårde reaktion fra kritikerne viser, hvorfor det er en svær disciplin, landsholdet har begivet sig ud på, mener Schultz.

»Jeg synes, at de reaktioner, jeg har læst – blandt andet i B.T. – meget godt viser, hvorfor sportsfolk som udgangspunkt ikke skal bruge landsholdspræstationer til at lave politiske manifestationer. Når man gør det, vil man altid dele vandene,« siger han og fortsætter:

»Man oplever for tiden, at folk er mere og mere delte. De er også meget mere tydelige i markeringen af deres holdninger. Du kan tage Danmark og stillingstagen til coronavirus som et eksempel. Jeg er sikker på, der sidder rigtig mange mennesker, der så det søndag og tænkte, at det var fint. Men det er ikke dem, der larmer i dag.«

»Laver de så deres gestus forkert? Nej, det gør de ikke. For uanset hvad de havde gjort, havde de fået nogen op at ringe. Var de blevet mere tydelige, var andre folk gået til tasterne for at sige, de skulle lade være med det.«

»Det er egentlig lidt synd, at det er læren, at man helt skal lade være. Så opnår man det modsatte af det, man gerne vil: nemlig, at sportsfolk bruger sendefladen til at sende signaler, som de fleste af os kan være enige om.«

Anna Thygesen er også overbevist om, at landsholdsspillerne ikke kan gøre meget rigtigt i en svær situation.

»Det er storpolitik, det foregår ikke på spillerniveau,« siger hun og tilføjer:

»De sætter en lavine i gang, og der kan næsten kun være kritikere af, hvad de gør. Det er pest eller kolera. De kan ikke blive elsket af alle. Men måske er det federe for spillerne selv, at de kører det selv så godt, som de kan, så de ikke kan blive beskyldt for at blive trukket rundt i manegen af DBU, FIFA eller Qatar. Jeg synes seriøst ikke, det hænger på dem.«