To nye fodboldhelte blev født, da det danske fodboldlandshold lammetævede Moldova med en rekordsejr. Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olesen scorede mål og spillede modstanderen ud af banen, så de to burde bæres i guldstol i dag.
Alt skulle være godt – men nej.
Inden kampen havde landsholdsspillerne lovet en protest mod Qatars værtskab af de kommende verdensmesterskaber. Den kom også i form af fælles røde trøjer med et brystlogo, hvor 'CHANGE' var det dominerende ord. Ikke særlig højtråbende – nærmest stille. Udenforstående ville næppe gætte på, at dette var en protest mod forholdene for migrantarbejdere i ørkendiktaturet. Det kunne lige så vel have været et ønske om bedre VAR-beslutninger, flere tilskuere på stadion eller færre kampe i regnvejr.
På den måde var landsholdsspillernes protest for pæn og ikke som tyskernes. Her mødte holdet op i sorte trøjer, og med en hvid håndskrift dannede deres trøjer tilsammen ordet 'Human Rights'. Det så ud, som om de selv havde fået ideen og malet trøjerne i træningslejren. Den danske protest var for lille og for styret af firmaet DBU. Det så ud, som om det bare skulle overstås.
Opfattelsen er alt – 'perception is reality', som reklamebureauerne skriver. Det danske hold har da også fået kritik for deres protest efterfølgende. Ikke mindst på de sociale medier er spillerne og DBU blevet kritiseret.
Det er både forståeligt OG urimeligt.
Forståeligt – fordi når man går græsrodsvejen, som spillerne (og DBU) valgte, skal det føles oprigtigt, og det skal se ud, som man selv eksekverer på budskabet. Det gjorde det ikke.
Urimeligt – fordi spillerne rent faktisk nu har meldt klart ud. Spillerne har benyttet deres position som rollemodeller til at tage stilling i en verden, hvor politik styrer.
Det er helt urimeligt at forlange, at den enkelte fodboldspiller og det enkelte hold skal være de eneste, der forholder sig til de politiske forhold i Mellemøsten. Det er reelt det, kritikerne forlanger. Qatar er et land med store problemer i forhold til menneskerettigheder. Det er ikke et demokrati, og de udnytter i ubehagelig grad de mange gæstearbejdere, der bygger landet op. Herunder de mange stadioner, der skal danne ramme om de kommende fodboldkampe i 2022.
Den danske regering og vores udenrigsminister har ikke udtalt voldsom kritik af ørkenlandet og da slet ikke antydet en boykot. Der er heller ikke et flertal af politikere på Christiansborg, der vil forlange, at vi som nation skal boykotte verdensmesterskaberne. Allerhelst dukker de sig, for dilemmaet er vanskeligt, og politikerne skal ikke i klemme mellem fodboldfans og storpolitik.
Sport og politik hører sammen. De store sportsbegivenheder bliver altid benyttet til at vise, hvor fantastisk værtslandet er, og ikke mindst hvilken vidunderlig styreform der regerer værtsnationen. Fra OL i Berlin i 1936 til vinter OL i Sochi i 2014 har diktaturer benyttet sport til at promovere deres sag. Qatar vil helt uden blusel gøre det samme, og det ved de fodboldbosser, der for 10 år siden besluttede at flytte VM til landet. Men de var kyniske og så penge før menneskerettigheder.
Der ligger skandalen.
Gårsdagens helte i kampen mod Moldova var Andreas Skov Olesen og Mikkel Damsgaard. De var henholdsvis 11 og 10 år, da FIFA besluttede at placere VM i Qatar.
Nu er de voksne, og i går tog de stilling. Det fortjener de ros for.
Hvis Danmark skal boykotte VM, er det regeringen, der skal træffe beslutningen – ikke unge spillere.
