Aldrig set større i en kvalifikationskamp til hverken EM eller VM.

Det danske herrelandshold leverede en sand magtdemonstration, da det søndag aften bankede bolden i kassen hele otte gange og samtidig holdt Moldova fra at score et eneste mål. Og den voldsomme score på måltavlen er ikke gået ubemærket hen.

Rekordsejren er blandt andet nået hele vejen til Brasilien, hvor avisen O Globo har overskriften 'Danmark scorer fem mål på 19 minutter og knuser Moldova 8-0'.

Og de er langtfra de eneste, der spærrer øjnene op for det mildest talt bemærkelsesværdige danske resultat i VM-kvalifikationen. Herunder er et udpluk fra forskellige medier:

  • ESPN (USA): 'Blændende Danmark rammer otte mod ulykkelige Moldova'
  • The Herald (Skotland): 'Danmark sender advarsel til Skotland med 8-0-mishandling af Moldova'
  • Football Italia (Italien): 'Danmark scorede otte'
  • Sport (Spanien): 'Braithwaite deltog ikke i den danske fest'
  • Aftonbladet (Sverige): 'Danmarks vilde afklapsning i VM-kvalen'
  • VG (Norge): 'Danmark byttede ti spillere – knuste Moldova 8-0'

I Brasilien er det blandt andet Mikkel Damsgaards store kamp, der fremhæves.

»Angriberen Damsgaard fra Sampdoria var højdepunktet. Han scorede to gange og stod for to assister i den største sejr i sit lands historie i en kvalifikationsturnering,« skriver avisen.

Men mens udlandet sender store roser af sted til Kasper Hjulmands danske drenge, så er der lidt andre miner på herhjemme.

Det er nemlig ikke det stærke resultat, men i stedet Danmarks protest mod Qatar-værtskabet, der har skabt de største overskrifter. Her er der stor kritik af Danmarks markering, der indebar en rød T-shirt med budskabet 'Football supports change'.

Det kan du læse meget mere om herunder: