Danmarks topscorer under sommerens EM-slutrunde, Kasper Dolberg, har fået konstateret type 1-diabetes.

En sygdom, der vil følge ham resten af livet og i den grad vil besværliggøre hans fodboldkarriere. Det fortæller læge og professor i fysisk træning i relation til diabetes Flemming Dela.

»Det umuliggør ikke hans karriere, men det besværliggør den i dén grad. Han skal være meget omhyggelig med sin diæt og insulinbehandling.«

Han fortæller, at det gør det ekstra svært, at det er fodbold, Dolberg dyrker, og ikke eksempelvis langdistanceløb.

»Det er nemmere at regulere, når det er en konstant ydeevne, det drejer sig om. I fodbold er det meget 'stop and go', og musklerne åbner sig og lukker sig hele tiden. Derudover er det ikke sikkert, han bruger det samme energiniveau fra kamp til kamp, da han kan blive skiftet ud, hvis han gør det dårligt. Det gør det lidt ekstra besværligt,« siger Flemming Dela.

De danske landsholdsfans skal dog ikke være bekymrede over, at hans krop fysisk ikke kan yde det samme, som den kunne inden konstateringen.

»Musklerne kan yde nøjagtigt så meget, som de plejer. Det skal han ikke frygte. Problematikken ligger i det praktiske. Det er eksempelvis ekstremt vigtigt, at han indtager noget sukker i pausen.«

Det er knap to uger siden, at Dolberg pludselig rejste til Danmark, efter han ellers skulle være startet inde i et opgør mod Marseille.

Kasper Dolberg under mixed zone og træning med herrelandsholdet i fodbold i Helsingør mandag den 4. oktober 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kasper Dolberg under mixed zone og træning med herrelandsholdet i fodbold i Helsingør mandag den 4. oktober 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Her blev fraværet begrundet med 'personlige årsager'.

Sidenhen blev den målfarlige dansker heller ikke udtaget til det danske landsholds kommende kampe i VM-kvalifikationen, hvor landstræner Kasper Hjulmand heller ikke kunne fortælle meget om Dolbergs fravær.

Søndag gjorde danskeren så comeback, og han fortæller nu, at han er i klar bedring efter konstateringen af den kroniske sygdom, der også er kendt som sukkersyge.

'Jeg har trænet hele ugen, og jeg har det allerede meget bedre. For at vænne mig til behandlingen har jeg sammen med Kasper Hjulmand besluttet, at jeg ikke skal spille med landsholdet i denne uge,' skriver Dolberg.