På 20 minutter blev Malmö FF så godt som skudt i sænk af Juventus.

Det skete tirsdag, hvor Malmö FF, med Jon Dahl Tomasson ved roret, mødte et stæktspillende Juventus-mandskab.

Kampen var allerede afgjort ved pausetid, hvor italienerne var foran med 0-3. Og det fik kritikken til at hagle ned over træner Jon Dahl Tomassons valg af en 5-3-2-formation med to naturlige kanter på backerne.

»Den tremandsmidtbane klarer det ikke, og Rieks og Berget bliver meget isolerede på banen. Skal du spille med dem, når du har rene wingbacks på bænken? Det er lige en kamp for wingbacks,« siger svensk tv-ekspert Olof Mellberg ifølge Aftonbladet.

Foto: Ronny Hartmann
Vis mere

Efter kampen blev Jon Dahl Tomasson præsenteret for kritikken, og det resulterede i, at danskeren sendte en kæk bemærkning i tv-ekspertens retning.

»Vi har gjort det strålende med denne formation i Europa imod modstandere som Rangers og Ludogorets, der har helt andre budgetter end os. Vi har domineret i disse kampe i spillet med og uden bold. Det skal vi gøre for at udvikle os. Så vi har ikke spillet meget 4-4-2, men det er han vel godt vant til at spille fra sin tid som aktiv,« siger Jon Dahl Tomasson efter kampen.

Selvom den svenske klub fik sig en mindre lærestreg af Juventus, så fortryder den danske træner ikke spor i forhold til sin taktik.

Han understreger, at resultatet var, hvad der kunne ske, og at Malmö-spillerne var indstillet på, at italiensk dominans var et muligt kampudfald.

En af de spillere var danske Søren Rieks, der var udsat for kritik, fordi han var den ene af de to kanter, der spillede som wingback. Han forstod heller ikke meget af Olof Mellbergs udtalelse.

»Han mener, at jeg og Jo Berget ikke skulle have spillet? Okay. Det er let at være bagklog,« siger Søren Rieks.

Olof Mellberg er tidligere kaptajn for det svenske landshold, hvor det blev til 117 kampe. Han har selv spillet for Juventus og stoppede sin aktive karriere i F.C. København.

Malmös næste kamp er i Rusland, hvor de skal møde Zenit Skt. Petersborg. Zenit tabte ligeledes sin første kamp i gruppespillet imod puljens fjerde hold Chelsea.