Thomas Gravesen drømmer stort. Rigtig stort.
For når snakken falder på det danske fodboldlandshold, er der nærmest ingen grænse for, hvad Kasper Hjulmands mandskab bør kunne opnå i fremtiden – selv efter en historisk EM-semifinale.
Det mener den tidligere landsholdsstjerne.
»Vi kan godt tillade os at forvente mere. Jeg synes, at de danske landsholdsspillere har bevist, at de har niveauet til at skabe noget rigtig stort. Vi skal ikke være tilfredse med en semifinale, for vi skal da finde ud af, hvor langt vi kan drive det,« fortæller Thomas Gravesen til B.T.

Den tidligere danske landsholdsspiller har – modsat mange danskere – altid været grebet af den rød-hvide fodboldfeber. Men en semifinale på Wembley er ikke nok for den tidligere Real Madrid-spiller:
»Der var nogle mangler i kampen mod England, og et sultent hold drømmer stort. Ja, der er mange svære modstandere, som ligger højere på verdensranglisten, end vi gør, men de er jo ikke uovervindelige.«
Og så er Thomas Gravesen ellers bedøvende ligeglad med, at Danmark er et lille land og har færre fodboldspillere end diverse stormagter. Han mener sagtens, at man som dansker kan tillade sig at drømme om både finaler og mesterskaber i fremtiden.
»Ja, det kan vi. Vi har vundet EM før. Vi kunne alle sammen mærke i sommer, hvor meget det betød for befolkningen. Jeg vil have mere passion, vilje, ærgerrighed og lys i øjnene hos spillerne. Med alle de nuværende og kommende stjerner, vi har, så ligger der et kæmpe potentiale.«

Det er tydeligt, at 45-årige Thomas Gravesen ikke er tilfreds. Endnu.
For han vil have mere eufori. Mere rød-hvid fodboldfeber. Også når presset er allerstørst på Hjulmand.
»Jeg savner en løsning på, hvordan vi kommer ud på den anden side som sejrherre, når vi møder top 10-holdene. Eksempelvis hvordan vi slår England i en semifinale, eller hvordan vi løser de situationer, hvor presset er endnu er større,« siger han og tilføjer:
»Når jeg får muligheden for det, vil jeg stille Hjulmand spørgsmålet: 'Hvad gør vi, når vi står i en så stor kamp igen? Hvordan løser vi den opgave, så vi kommer videre'. Nu har vi prøvet at stå i situationen. Nu skal vi tage næste skridt.«

En del af næste skridt er ifølge Discovery-eksperten, at landsholdet bevarer den åbenhed og sårbarhed, som de danske stjerner viste befolkningen under EM – især efter Christian Eriksens uhyggelige kollaps i Parken.
Men også her er der stadig meget mere at hente, mener Gravesen.
»Den måde, som Helsingørs befolkning tog landsholdet til sig under EM, var fantastisk. Men jeg vil have den følelse ud til hele landet. De skal nå ud til hele Danmark. Alle skal kunne mærke dem, men det kræver, at spillerne giver noget af dem selv.«
Men de gav vel netop en masse af sig selv og nåede ud til hele befolkningen efter Eriksens kollaps?
»Ja, lige dér kunne de ikke gøre mere. Der var de fantastiske, og man kunne virkelig mærke på de her professionelle fodboldspillere, at de var menneskelige. Men ligesom de skal være tilgængelige, når det går godt, så de skal også kunne give noget af dem selv, når de oplever modgang fremover.«
»Fansene er jo heller ikke blinde. De vil være med hele vejen. Også i de dårlige tider.«
Landsholdet får i første omgang muligheden for at videreføre sommerens fodboldfeber onsdag aften.
Her tager Kasper Schmeichel og co. nemlig imod Skotland i Parken i VM-kvalifikationen.