Antonio Conte er næsten lige blevet ansat som ny cheftræner i Tottenham.

Men det har ikke afholdt italieneren fra at sætte sit præg på tingene med det samme. Og give flere spillere klar besked.

Han skulle eksempelvis have fortalt flere spillere, at de er blevet for overvægtige og derfor skal tabe sig. Det skriver Daily Mail.

Det betyder, at Antonio Conte blandt andet har fjernet ketchup og mayonnaise i kantinen på træningsanlægget.

52-årige Antonio Conte.
52-årige Antonio Conte. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Og det er ikke det eneste, som den tidligere Chelsea- og Inter-træner har fjernet fra menuen i London. Tung mad og sandwich er således også et overstået kapitel.

Den 52-årige fodboldtræner mener, at det er nødvendigt med initiativer, hvis Tottenham skal blande sig i toppen af engelsk og europæisk fodbold.

»Der er mange aspekter, hvor vi er nødt til at forbedre os. Det gælder alle spillere. Ikke bare en, to eller tre spillere.«

Det britiske medie skriver ingenting om, hvilke Tottenham-spillere Antonio Conte har bedt om at smide de ekstra kilo på sidebenene.

Det skyldes måske, at den italienske succestræner stiller enorme krav til samtlige spillere i truppen.

»Alle mine spillere er nødt til at komme i bedre fysisk form for at spille min form for fodbold. De er nødt til at blive bedre til at lide,« lyder det således fra Antonio Conte i et interview.