Den tidligere fodbolddommer Mark Clattenburg er havnet i noget af et stormvejr.
Årsagen er, at den 46-årige englænder for nylig kom med nogle kommentarer, der har skabt vrede i fodboldmiljøet.
I et interview med det engelske medie talkSport sætter Clattenburg nemlig fokus på antallet af kvindelige dommere i fodboldverdenen.
Her mener han, at kvinders graviditet er en hindring for at kunne begå sig som topdommer, og ifølge ham skal man enten vælge at satse på karrieren eller rollen som mor.

»Problemet med kvindelige dommere i fodbold er, at de står over for et svært valg. Hvis de bliver gravide, kan det sætte en stopper for deres karriere. Så de skal træffe et valg. Skal de blive gravide, eller skal de være dommere,« siger han til mediet og tilføjer:
»Du er nødt til at ofre noget i den branche, og jeg har ofret mange ting. Det er kvinder også nødt til.«
Mark Clattenburg påpeger samtidig, at der er et fysisk element i valget om at blive gravid, der har stor betydning for kvindelige dommeres karriere efterfølgende.
»De skal også kunne bestå mændenes fysiske tests, når de kommer tilbage, og det er der en del kvinder, som kæmper med. Men hvis du vil være en del af mændenes sport, så skal du kunne opfylde de kriterier,« lyder det.

De mange kommentarer har efterfølgende fået Jane Purdon, der er direktør i organisationen 'Kvinder i fodbold', op i det røde felt.
»Mark Clattenburg havde en flot karriere som dommer, men her er hans dom helt ved siden af, når det kommer til kvindelige dommere og graviditet,« siger hun i en officiel udtalelse og tilføjer:
»Kvinder i alle jobs står over for udfordringer, når det handler om at få arbejde og familielivet til at hænge sammen. Det samme gælder for mænd, men det bliver bare ikke anset som et problem.«
Clattenburgs kommentarer er ligeledes blevet diskuteret heftigt på Twitter, hvor flere udtrykker deres vrede over den tidligere dommer. Du kan se et udpluk af de mange kommentarer herunder:
'Han burde få det røde kort for den kommentar.'
'Det er en modbydelig ting at sige.'
'Hvor er det latterligt.'
'Wow, og folk undrer sig over, at vi stadig snakker om kvinders rettigheder...'
'Hvad fanden er det? Der er så meget, der er galt med den udtalelse.'
'Hvilken hule er han krøbet ud af?'
Mark Clattenburg blev i mange år anset for at være én af verdens bedste fodbolddommere, inden han stoppede karrieren i 2017.
Karrieren toppede for den tidligere Premier League-dommer, da han i 2016 dømte både Champions League- og EM-finalen.


