Liverpool-manager Jürgen Klopp er ikke enig med sin danske kollega Thomas Frank i, at Premier League skal sættes på pause og den kommende runde udskydes på grund af corona.
Det siger tyskeren til BBC, efter at Liverpool torsdag aften besejrede Newcastle med 3-1 på hjemmebane.
- Jeg ved godt, Frank har sagt, at han synes, det ville være det rigtige at gøre, men jeg kan ikke rigtig se pointen, da virusset stadig vil være der efter pausen, siger Klopp.
Flere Premier League-klubber kæmper i øjeblikket med stigende smittetal. Det fik torsdag den danske Brentford-cheftræner til at foreslå en udskydelse af næste spillerunde og næste runde af Carabao Cuppen, så der kan komme styr på situationen.
Torsdag måtte Liverpool selv undvære vigtige spillere som Virgil van Dijk, Fabinho og Curtis Jones, da de mistænkes for at være coronasmittede. Men det får ikke Klopp til at ændre mening.
- Det var ikke fedt at få at vide i morges, at drengene ikke var tilgængelige. Men eftersom de er vaccinerede, ved vi, at det vil gå dem godt. Spillernes og andres helbred er det vigtigste i øjeblikket.
- Alle mindre drenge er fuldt vaccinerede, og nogle har fået tredje dosis, men man kan alligevel blive smittet. Gaven, forskerne har givet os, er, at man kan komme igennem det at blive smittet uden de store problemer, siger tyskeren.
Selv om han er fortrøstningsfuld omkring den nuværende situation, erkender Klopp dog, at han godt kan være bekymret for Liverpools juleprogram.
- Når man først har fået smitte ind i truppen, er det usandsynligt, at det kun rammer tre spillere. Spreder det sig til tre eller fire mere, så har vi kun 13 spillere klar til at spille den 26. og 28. december, og det er umuligt.
- At stoppe ligaen er formentlig ikke det bedste, men vi må få større fleksibilitet omkring setuppet, og så må vi se, om det i ting som cupturneringer bliver nødvendigt med to semifinalekampe, omkampe og sådan noget, siger Klopp.
Fem ud af ti kampe i weekendens Premier League-runde er allerede blevet udskudt på grund af coronavirus.
/ritzau/

