»Jeg er ikke en helt.«
Sådan siger den danske landsholdsanfører, Simon Kjær, som for første gang fortæller om dagen, hvor Christian Eriksen kollapsede, i et større interview.
Det gør han med den italienske avis Corriere della Sera.
Den 32-årige forsvarsspiller blev hyldet verden over efter Eriksen-mareridtet i Parken, hvor han blandt andet spurtede over for at give sin holdkammerat hjertemassage, som formentlig reddede Eriksens liv.
»Jeg gjorde bare det, jeg skulle, uden at tænke over det, ligesom enhver anden havde gjort,« siger Simon Kjær i interviewet, som ikke vil kaldes for en helt.
I anden halvleg var danskeren så berørt af hændelsen, at han måtte lade sig udskifte i kampen mod Finland, der som bekendt endte med et 1-0-nederlag til danskerne.
Kjær husker også tilbage på 12. juni 2021 som en dag, der startede med fest i det danske land. En dag, han kalder for »historisk«.
EM skulle afholdes på dansk jord efter 1,5 år med coronakrise og nedlukning, men lynhurtigt udviklede det sig til en rungende tavshed.
Efter mange, lange minutter, hvor der var tvivl om, hvorvidt Christian Eriksen ville overleve, stod det klart, at den danske 10er ikke skulle dø den dag.
Og det er ikke kun Simon Kjærs fortjeneste, hvis man spørger ham.
»Det var en holdindsats, og selvfølgelig havde vi gjort det samme, hvis en modstander var faldet om. Det eneste, der tæller, er, at Christian har det godt nu. Det er det eneste vigtige,« fortæller Simon Kjær, som agerede pr. instinkt.
Han forklarer også, at han håber, at det både var første og sidste gang, at han oplevede den slags.