»Jeg er blevet spurgt mindst 1.000 gange i mit liv, om jeg er i familie med Michael Laudrup,« lyder det med et grin fra Kevin Spliid.
Grunden til at den 30-årige IT-konsulent fra Jyllinge forvirrer folk – hvilket han har udnyttet flere gange – skyldes, at han udover Spliid også hedder Laudrup til efternavn.
»Jeg er næsten 100 procent sikker på, at vi ikke er i familie. Jeg har aldrig mødt Michael og Brian, men min far og onkel gik faktisk på samme skole med dem i Brøndby. Jeg har hørt, at vi er en fem-seks Laudrup-familier i alt,« forklarer Kevin Laudrup Spliid, der med fodboldbriller altså kan betegnes som en 'falsk Laudrup'.
Som optakt til den kommende EM-slutrunde i fodbold, hvor Danmark spiller sine gruppekampe på hjemmebane i Parken, har B.T. og DBU lanceret en kæmpe kampagne, der skal få danskerne til at gå flag-amok for landsholdet.

I den forbindelse er der ikke noget mere landsholds-agtigt end efternavnet Laudrup, og B.T. har derfor spurgt et par af Danmarks 'falske' Laudrup'er, hvordan det egentlig er at dele efternavn med kongerigets mest berømte fodboldbrødre.
»Når jeg præsenterer mig som Kevin Laudrup, er der helt klart nogen, der ikke tror på det. Og så må jeg jo vise ID,« fortæller Kevin Laudrup Spliid, der som nævnt har prøvet at udnytte navneforvirringen.
»Engang jeg var i byen i København med nogle venner, stod vi foran en dørmand, der var lidt emsig og flabet. Han bad om at se ID, og da jeg så tog kørekortet frem, og han læste 'Laudrup', blev han helt befippet, sagde undskyld og hentede sin chef,« fortæller Kevin Laudrup Spliid.
»Så fik vi en undskyldning og tildelt et VIP-bord med flasker. De syntes, det var fedt, at en Laudrup var kommet hos dem. Jeg kiggede på mine venner og tænkte, 'hvad sker der?', og så lod vi bare som ingenting.«

Kevin Laudrup Spliid mindes også engang, han sammen med sin familie deltog i velgørenhedsløbet Ecco Walkathon.
»Der blev det pludselig annonceret over højttalerne, at Laudrup-familien var med. Michael Laudrup boede jo dengang i Spanien, så det var lidt sjovt.«
Sportsligt er Kevin Laudrup Spliid selv mest til basketball. Han gik til fodbold en kort overgang, da han var barn, men han var ikke det store talent, så han stoppede hurtigt.
»Når jeg spiller fodbold med kammeraterne, skal de altid fyre en kommentar af om, at man automatisk må være supergod til fodbold, når man hedder Laudrup, men det er bare for sjov.«
Ifølge Danmarks Statistik er der 58 danskere, der hedder Laudrup til efternavn.
26-årige Morten Laudrup, der studerer til social og sundhedsassistent i København, er ligesom Kevin Laudrup Spliid ikke i familie med Michael eller Brian Laudrup. I hvert fald ikke direkte.
»Jeg spurgte lige min farmor, og hun siger, at vi måske har samme tipoldeforældre,« fortæller Morten Laudrup, der heller aldrig har mødt sine berømte navneonkler.
»Da jeg var yngre, gik jeg meget til fodbold, og det gav nok et lille pres, at man hed Laudrup. Hver gang mit navn stod på holdkortet, gloede modstanderen da lige en ekstra gang,« fortæller han med et grin og tilføjer, at han ellers ikke har oplevet det store i forbindelse med sit efternavn.

»Jeg var også forsvarsspiller. Boldkontrol var ikke lige mig, haha.«
Både Kevin og Morten Laudrup glæder sig til at se landsholdet til den kommende EM-slutrunde.
»Det er jo obligatorisk, at man støtter landsholdet, når man hedder Laudrup,« lyder det fra Kevin Laudrup Spliid.
»EM er også lidt specielt for min familie i forhold til, at jeg og min tvillingesøster er født 26. juni 1990. Vi vandt jo EM samme dato to år senere, så det hele er meget fodboldorienteret.«
Vil du være med til at vise din støtte til landsholdet og vinde fede landsholdspræmier og billetter til VM-kvalifikationskampene i Parken til efteråret?
Så indsend dit bedste dannebrogsbillede eller video til FLAG@BT.DK eller læs mere HER.