Andreas Skov Olsen har allerede vist, hvad han er i stand til på det danske landshold.

Den unge kantspiller er delt topscorer i VM-kvalifikationen med fire mål og har til tider vist imponerende niveau, men på klubplan går det anderledes dårligt.

Det vrimler nemlig ikke med spilletid for Skov Olsen i italienske Bologna, og det bekymrer landstræner Kasper Hjulmand.

»De var lidt nede og vende i Bologna og lavede systemet om, så de pludselig ikke spiller med kantspillere, så han er i en skidt situation. Jeg er ikke så bekymret for de to landskampe her, men jeg er bekymret på den længere bane,« forklarede han på mandagens pressemøde, hvor Skov Olsen blev udtaget til årets sidste landskampe.

Mens det lige nu kører for Andreas Skov Olsen på landsholdet, så er situationen en anden i hans klub.
Mens det lige nu kører for Andreas Skov Olsen på landsholdet, så er situationen en anden i hans klub. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg er bekymret for, at han spiller et sted, hvor de ikke spiller med typer som ham, og at han ikke får spillet, hvis det fortsætter sådan.«

I samme ombæring kom Kasper Hjulmand derfor også med en advarsel til de spillere, der ikke får helt så meget spilletid for deres klubber.

For det kan gå hen og få helt afgørende betydning for, om de bliver en del af den VM-trup, der til næste vinter rejser til VM i Qatar.

»Sommerens EM var med den korteste forberedelse nogensinde med 12-13 dage. Til VM har vi seks-syv dage. Det vil sige, at med de udtagelser, vi laver, er det vigtigt, at spillerne er i god form, og at de har det rigtige flow i kroppen. Det er afgørende for spillerne, at de er et sted, hvor de spiller. På længere sigt kan det godt være en bekymring, hvis ikke han (Skov Olsen, red.) spiller mere, end han gør nu,« sagde Hjulmand.

21-årige Andreas Skov Olsen har i denne sæson blot startet inde i to ude af de 12 første kampe i Bologna. Her er det blevet til en enkelt assist.

I landsholdstrøjen er han indtil videre noteret for fem mål i 13 landskampe.