Kasper Hjulmand har endelig fået hul igennem til Philip Billing, men landstræneren vil ikke afsløre indholdet af samtalen med den utilfredse spiller.

I skuffelse over at blive fravalgt til den danske EM-trup fortalte Billing i sidste uge til B.T., at han overvejede at skifte til Nigerias landshold.

Herefter forklarede Kasper Hjulmand, at han havde forsøgt at få fat i Bournemouth-spilleren for at tale sagen igennem.

»Jeg har forsøgt at få fat i Philip, og han er ikke vendt tilbage. Før jeg har snakket med Philip, vil jeg ikke udtale mig,« sagde Hjulmand ved den lejlighed.

24-årige Philip Billing er ikke med i Kasper Hjulmands EM-trup.
24-årige Philip Billing er ikke med i Kasper Hjulmands EM-trup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

På et pressemøde tirsdag forklarede Hjulmand så, at det nu endelig var lykkedes at fange Billing på telefonen.

Men det havde ikke for alvor givet ham lyst til at tale om sagen.

»Ja, jeg har talt med Philip, og jeg tror vi holder det mellem os.«

Du kan slet ikke fortælle noget om, hvad fremtiden bringer for Philip Billing?

»Nej. Den tager vi senere. Men jeg har talt med ham,« lød det fra en fåmælt landstræner.

Dermed svæver det altså i det uvisse, om Philip Billing gør alvor af tankerne om at skifte til Nigerias landshold.

Da han luftede sin skuffelse over for B.T., forklarede han, at beslutningen blandt andet også handler om næste års VM.

»Min far er fra Nigeria, så jeg har da tænkt over det, og jeg ved, at Nigeria meget gerne vil have mig. Jeg har snakket med træneren flere gange, så det er da noget, jeg har tænkt mere over, efter jeg ikke er blevet udtaget til EM.«

»Der er også snart et VM, som jeg bliver nødt til at tænke på. Jeg er snart 25 år, og jeg har kun spillet én landskamp. Jeg har også noget, jeg gerne vil opnå i min karriere,« sagde han ved den lejlighed.