En vigtig hurdle i en af dette transfervindues helt store sagaer er overstået – og nu kan superstjernen Luis Suarez' ønskede kæmpeskifte til Juventus gå ind i en ny fase.

Den uruguyanske FC Barcelona-angriber har nemlig under stort ståhej bestået en meget vigtig eksamen idag.

Og der er ikke tale om en en eksamen, som gik ud på at klare nogle fysiske test eller fodboldmæssige prøvelser.

Nej, før Suarez for alvor kunne blive aktuel for Juventus, krævede det, at han bestod en italiensk sprogprøve. Det gjorde han så i dag i Perugia, hvorfor han nu kan søge om at få et italiensk pas. Uruguay-angriberen har italienske rødder.

Foto: CROCCHIONI
Vis mere
Foto: CROCCHIONI
Vis mere

Med et sådant i hånden vil Suarez ikke tage en af de pladser i de italienske mestres trup, som er reserveret til ikke EU-spillere, hvilket ses som en stor fordel i den store italienske klub.

Luis Suarez fløj i morges i privatfly fra Barcelona til den italienske by Perugia, hvor pressen og fans var mødt talstærkt op.

Det ventes nu, at 33-årige Suarez snart kan gå ind i de afgørende forhandlinger med Juventus, som dog også har et godt øje til Roma-topscorer Edin Dzeko.

Flasker det hele sig for Suarez, kan han takke af i FC Barcelona, hvor han i seks år har dannet en farlig offensiv med Lionel Messi.

I Juventus kan han så forsøge at indfinde sig i et farligt samarbejde med anden über-super-mega-fodboldstjerne, nemlig Cristiano Ronaldo.