Søndag bliver en stor dag for mange franske fans, når Paris Saint-Germain skal op imod Bayern München i klubbens allerførste Champions League-finale.
Men er man PSG-fan og opholder sig i byen Marseille, lignede det pludselig, at man skulle gå stille med dørene.
Den franske avis Le Parisien kunne tidligere fredag således melde, at det på søndag vil blive ulovligt at bære en PSG-trøje i byens centrum. Det havde de lokale myndigheder således vurderet var nødvendigt for at opretholde ro og orden.
Den præcise ordlyd i ordren fra politiet var, at det vil være forbudt at bære 'PSG-farver', hvilket også inkluderede et simpelt halstørklæde. Derudover ville det også være ulovligt at bruge pyroteknik.
Senere fredag er ordren dog blevet trukket tilbage af politiet igen efter store protester. Det skriver avisen L'Equipe.
Ordren kom i første omgang, efter der torsdag aften opstod tumult forårsaget af Marseille-fans.
Torsdag spillede Neymar, Mbappé og resten af PSG-stjernerne sig således stensikkert i Champions League-finalen efter en sejr over RB Leipzig, og det fik omkring 100 Marseille-fans til at samle sig i byens centrum.
Ifølge flere øjenvidne gik gruppen således amok på en række PSG-fans eller personer, som de troede støttede Paris-klubben.
Én person blev således tvunget til at tage sin PSG-trøje af, mens en anden person ifølge avisen La Provence blev anholdt for at være voldelig.
Uroligheder fandt stedet i havneområdet Vieux Port i Marseille, hvor mindst to restaurationer også blev tvunget til at stoppe med at transmittere semifinalen efter pres fra de lokale.
Men nu bliver det altså alligevel lovligt at bære Paris Saint-Germain-farver i weekenden.
Årets Champions League-finale mellem Paris Saint-Germain og Bayern München spilles søndag klokken 21.