Da PSG tirsdag aften kvalificerede sig til Champions League-finalen, brød jublen ud. Men klubbens manager, Thomas Tuchel, stjal fokus med sin løftede pegefinger rettet mod RB Leipzig-lejren.

Han var nemlig ikke helt tilfreds med den tyske klubs spillestil. Det schweiziske medie Bluewin skriver, at tyskerne ifølge Tuchel var for aggressive. Her fremhæves blandt andre Yussuf Poulsen.

I en video kan man se, hvordan Tuchel humpende konfronterer Leipzigs fitnesstræner. Her løfter han fingeren og gestikulerer med en hævet albue, formentlig med hentydning til netop danskeren.

»Det er en skam, at du ikke vil indrømme det,« udbryder Tuchel til Leipzigs fitnesstræner Daniel Behlau, der helt mundlam står og tager imod. Du kan se episoden mellem Thomas Tuchel og Daniel Behlau øverst i artiklen

På et pressemøde efter kampen indrømmede RB Leipzigs manager, Julian Nagelsmann, da også, at de spillede aggressivt, men talte i samme ombæring situationen ned.

»Vi begik en del frispark, selv om det ikke var en del af planen. Tuchel forsøger bare at beskytte sine spillere, det er helt normalt,« sagde han.

PSG vandt kampen med 3-0 og er dermed klar til Champions League-finalen, som spilles på søndag. Yussuf Poulsen fik ikke meget at arbejde med undervejs i kampen, da PSG dominerede i store perioder.

PSG's modstander findes i aftenens kamp mellem Bayern München og Lyon.