Nicki Bille har fået et smil på læben, efter han 26. december sidste år blev forsøgt dræbt i sin lejlighed i København.
Det er hans søster Malou Sørensen, der på sin Instagram-profil deler et billede af den 30-årige fodboldspiller med hele højre arm i en solid forbinding. Her giver hun ham et kys på kinden, mens Nicki Bille selv er ét stort smil.
Det er det første billede af Nicki Bille, efter han blev indlagt og opereret.
'Jeg er så glad og taknemmelig for, jeg stadigvæk kan give dig disse kindkys den dag i dag,' skriver Malou Sørensen til billedet.
Også Billes anden søster, Mia Sørensen skriver, at hun 'priser sig lykkelig for, at han stadigvæk er her.'
26. december sidste år blev Nicki Bille i sin lejlighed forsøgt dræbt med et haglgevær af tre personer. Han blev ramt af godt 40 hagl i højre arm, og det kan ifølge B.T.s oplysninger vise sig, at Nicki Bille i værste fald mister førligheden i armen som følge af angrebet.
En 30-årig mand med tilknytning til rockermiljøet og en 23-årig kvindelig model blev først anholdt i sagen, men blev senere løsladt. Politiet fastholder dog stadig sigtelsen mod de to, selvom de ikke er fængslet.
Lørdag blev den tredje formodede gerningsmand, en 30-årig mand, så anholdt 10 dage efter hændelsen. Han er blevet varetægtsfængslet indtil 31. januar, da politiet mente, at han ellers kunne forstyrre politiets efterforskning af sagen.

Nicki Bille flyttede tilbage til Danmark i sommer, hvor han skrev kontrakt med Lyngby Boldklub.
En kontrakt, der dog blev revet over i slutningen af oktober, efter Nicki Bille havde truet en person med et luftgevær i København.
Siden har den 30-årige fodboldspiller ikke været på kontrakt med en klub i hverken Danmark eller udlandet.
Hvis den seneste tids hændelser ikke allerede har spoleret Nicki Billes fremtidige muligheder som fodboldspiller, kan en arm uden førlighed være det endelige dødsstød for den kulørte angribers karriere.