Det udviklede sig dramatisk, da Esbjerg tog imod HB Køge i torsdagens 1. divisionsopgør.

Dramatikken fandt dog ikke sted på banen. I stedet var det efter slutfløjt, at der opstod uroligheder ved hjemmeholdets stadion, Blue Water Arena.

Her fik adskillige vrede Esbjerg-fans nemlig adgang til klubbens VIP-faciliteter, da de forcerede afspærringer og ved hjælp af magt skaffede sig adgang til stadion.

Det skriver JydskeVestkysten.

(ARKIV) Personerne på billedet intet med torsdagens episode at gøre.
(ARKIV) Personerne på billedet intet med torsdagens episode at gøre. Foto: Henning Bagger
Vis mere

De mange vrede fans var ifølge mediet på jagt efter klubbens sportschef, Jimmy Nagel Jacobsen, hvis arbejde de i længere tid har udvist stor utilfredshed over og derfor kræver fyret.

For to uger siden, efter Esbjerg havde tabt med 0-4 til Viborg, blev der ligeledes hængt et banner med påskriften 'Jimmy Nagel, tag ansvar – pak dit lort' på klubbens administrationsbygning.

I gennem hele torsdagens kamp kunne tilskuerne da heller ikke undgå at bemærke de mange smædesange, som fansene rettede mod sportschefen.

En opførsel, som klubbens direktør, Brian Bo Knudsen kalder for 'ærgerlig og helt uacceptabel'.

»Jeg synes, det er trist og meget skuffende. Vi har nu kæmpet i måneder for, at vores fans igen kan komme på stadion, og så er der desværre nogle, der bruger al deres energi på at synge smædesange og efter kampen overtræder reglerne,« siger Brian Bo Knudsen til JydskeVestkysten.

Ifølge politiet lykkedes til sidst betjente samt klubbens egne kontrollører at stoppe fansene, som nu risikerer udelukkelse og karantæne fra Blue Water Arena.

Ingen mennesker kom til skade ved optøjerne.